×
×

KOL-REHABILITERING: Mærk naturen midt i København

Kom med ud i naturen og mød KOL-holdet, som starter dagen i terapihaven på en tone af uro og stress i kroppen, men går gladere hjem. Holdet følger kurset Mærk Naturen, som er et tilbud til mennesker med KOL i Københavns Kommune.

Eftermiddagen i terapihaven starter næsten symbolsk med en flok traner, som trækker hen over haven. Vi står tavse og kigger op, og lytter til suset fra vingeslagene. Vi er et hold på seks mennesker - alle med en KOL-diagnose. Vi befinder os i et lille stykke natur på Vestre Kirkegaard i København, tæt på Sydhavnen station. Men man mærker ikke, at man er så tæt på storbyen.

For terapihaven er omkranset af høje træer, og indrettet med forskellige typer natur. Bevæger man sig rundt i haven, kommer man for eksempel til et område med vild natur, et område, hvor vandet risler, og et område, hvor krydderurterne dufter. Terapihaven har også et lunt drivhus med eksotiske planter, kurvestole, tæpper, og kaffe på kanden.

kh10-10-2022-033247_0.jpg
Birthe Olesen (th) og Kate Nielson nyder at være i Terapihaven. På billedet samler de ting fra haven.

De er begge vant til at være i naturen, og bruger den meget. 

Jeg er i forvejen opmærksom på naturens farver og årstiderne. Selvom jeg har KOL, er jeg meget positiv. Jeg har det faktisk og godt hele tiden, og går i ikke rundt og er bange for at dø. Jeg føler, at jeg er i god balance med mig selv. Siger Birthe Olesen

Også Kate elsker naturen, og opholder sig meget ude. Trods flere sygdomme, herunder KOL, trives hun:

Jeg har det godt, og er positiv og taknemmelig for mit liv.

Naturen dæmper angst, og øger følelsen af samhørighed

Det er KOL-sygeplejerske Lisbeth Jul Olsen og fysioterapeut Britt Deckers Skibild, begge fra Center for KOL i Københavns Kommune, som har udviklet kurset Mærk Naturen. Kurset er målrettet mennesker med KOL, og bygger blandt andet på den viden, som Lisbeth har fra en master i naturbaseret terapi og sundhedsfremme fra Københavns Universitet.

kh10-10-2022-033166_0.jpg
Dagen i terapihaven starter med en status på, hvordan hver enkelt har det. Derefter skal kroppen vækkes med let motion, som fysioterapeut Britt Deckers Skibild står for.

Mærk Naturen strækker sig over fem mandage, og kursisterne er i haven to timer hver gang. Undervejs er der både lidt fysisk træning, øvelser hvor man mærker, lytter og føler, afspændingsøvelser under lune tæpper, og en kreativ seance, hvor holdet sammen skaber et smukt naturbillede.

"Vi er ude i al slags vejr. I dag er vejret jo helt fantastisk. Men vi har også været her i snevejr, og har gået på bare tæer i sneen. Hvem skulle nu have troet, at mennesker med KOL har mod på den type oplevelser", lyder det fra Lisbeth Jul Olsen.

For Britt og Lisbeth er det vigtigt at understrege, at kurset i naturen ikke er frit opfundet, fordi de selv synes, at det er skønt at være udenfor. Det bygger på solid evidens for, at ophold i naturen dæmper angst, depression og stress, og øger glæde og samhørighed blandt menneske

 

Livskvaliteten stiger undervejs

En times tid før kurset går i gang, brygger Lisbeth og Britt kaffe, finder tæpper og underlag frem, og luner sten, som skal bruges, når kursisterne puttes under det store lungetræ - som egentlig er et bøgetræ - og guides til total afspænding akkompagneret af bladenes hvislen.

kh10-10-2022-033278_0.jpg
Terapihaven er opdelt i forskellige rum. Der er både vild natur, et område med vand og træstubbe, som man kan sidde på, og et område, hvor krydderurter og blomster dufter.

Det er ottende gang, at Lisbeth og Britt afholder kurset Mærk Naturen, og på hvert hold har kursisterne selv tilkendegivet, at deres oplevelse af egen livskvalitet er steget betragteligt undervejs, målt på WHO-5-trivselsindekset.

De helt præcise tal må vi have til gode, for Lisbeth og Britt arbejder på at få udgivet en videnskabelig artikel om de resultater, de har opnået med KOL-patienter i terapihaven.

Sidst opdateret: 
Mandag, maj 8, 2023