Indlæg af Danske Patienters forretningsudvalg:

• Klaus Lunding (formand for Danske Patienter)
• Malene Deele (formand i Nyreforeningen og næstformand i Danske Patienter)
• Klaus Høm (direktør i Scleroseforeningen)
• Mette Bryde Lind (direktør i Gigtforeningen)
• Helen Bernt Andersen (formand i Kræftens Bekæmpelse)
• Torben Mogensen (formand for Lungeforeningen)
• Anne Holm Hansen (direktør i Astma-Allergi Danmark).

 

Regeringen har nedsat to kommissioner, der skal drive den stærkt tiltrængte innovation af sundhedsvæsenet, så det i fremtiden både bliver robust og med en struktur, der understøtter sammenhængende patientforløb og skaber mere lighed i sundhed. Opgaverne er kæmpestore og komplekse, og tiden er knap. Derfor får kommissionerne brug for at tænke ud af boksen og udforske nye måder at tænke og levere sundhed på. 

Et stærkere fokus på omsorg og sociale relationer er et oplagt sted at hente inspiration. Både fordi patienter og pårørende efterspørger omsorgen, og fordi der er en lang række positive gevinster, man kan opnå i forhold til behandlingsresultater, patienttilfredshed og effektivitet i en omsorgs- og relationsbåret tilgang til sundhedsydelser. Men også fordi omsorgen rummer et stort potentiale til at styrke meningsfuldheden for de sundhedspersoner, sundhedsvæsenet kæmper med at tiltrække og fastholde. Omsorg er med andre ord et kinderæg for kommissionerne. 

 

Trange kår for omsorg 

En række aktører i og omkring sundhedsvæsenet har i løbet af det sidste års tid peget på, at sundhedsvæsenet svigter sit ansvar med at yde omsorg for patienter og borgere. Blandt andre har Det Etiske Råd slået fast i deres redegørelse, at ”måden vi har indrettet vores behandlingssteder på, kan gøre det vanskeligt for patienter at genkende sig selv som menneske i færd med at agere og leve et meningsfuldt liv”. 

Det bekræftes i en analyse fra 2023 fra Danske Patienter, som dokumenterer, at omsorg er en helt central dimension for mennesker med kronisk og langvarig sygdom, når de skal vurdere sundhedsvæsenets kvalitet – men at den samtidig er stort set fraværende i de mål og indikatorer, der styres efter på tværs af sundhedsvæsenets sektorer. 

 

Omsorg er en forudsætning for effektivitet – ikke en modsætning 

At sundhedsvæsenet har en blind vinkel, når det gælder betydningen af omsorg, hænger formentlig sammen med, at omsorg ofte italesættes som noget ”blødt” og individuelt, som man hverken kan måle på eller sætte i system. Sågar at omsorg står i modsætning til både effektivitet og evidens. 

Det kunne ikke være mere forkert. Når sundhedspersoner møder patienter som hele mennesker, og sætter sig ind i deres situation og bruger denne viden og indsigt til at iværksætte den udredning eller behandling, som passer til den enkeltes livssituation, opnår man bedre resultater. Samtidig kan man udelade det, som koster både sundhedsvæsenet og patienter dyrt i tid og kræfter.

Selvom det er forskelligt fra person til person, hvad man forstår ved omsorg og hvor meget omsorg, man har brug for, kan omsorg både defineres, dokumenteres og måles.

 

Omsorg har mange bundlinjer

Der findes allerede en lang række studier, som dokumenterer de effekter, man kan opnå gennem en omsorgs- og relationsbåret praksis. Resultaterne spænder over alt fra patienternes tilfredshed, kliniske behandlingsresultater, patientrapporterede behandlingsresultater, behandlingsvalg til økonomiske omkostninger. For eksempel viser et dansk studie blandt smertepatienter, at patienternes smerteniveau bliver reduceret, når relationen prioriteres i behandlingen, mens et studie blandt diabetespatienter viser, at patienterne opnåede flere positive kliniske resultater, hvis deres læge scorer højt på en selvrapporteringsskala for empati – sammenlignet med de patienter, hvis læge scorer lavt eller moderat på skalaen. 

Der er også studier, som dokumenterer, at empatiske patient-behandler-relationer fører til der færre fejl og færre klagesager, ligesom en række studier peger på, at patienterne er mere motiverede for forebyggelsesindsatser og i højere grad følger behandlingen, når der er etableret en empatisk relation - også hos patienter uden uddannelse.

Selv om en omsorgs- og relationsbåret praksis umiddelbart kan forekomme at være både tidskrævende og dyr, er der altså meget, der peger på, at et sundhedsvæsen, der indrettet til at sikre omsorg til patienterne, er en mere bæredygtig - og effektiv – vej at gå.

Derfor bør både robusthedskommissionen og strukturkommissionen se nærmere på, hvordan omsorg kan blive et helt centralt element i deres anbefalinger. Først og fremmest, at både patienter og fagpersoner, der hver dag opholder sig i sundhedsvæsenets frontlinje, med én stemme efterspørger netop omsorg. Den mangler, og det har store konsekvenser – menneskeligt, fagligt, økonomisk.  

 

Her kan kommissionerne tage fat 

Skal potentialet i omsorg forløses, er der flere områder, hvor kommissionerne kan tage fat.

For det første bør man se på, hvordan man i organiseringen kan fremme et helhedssyn på patienten, og hvor man kan sikre kontinuitet i relationerne. Det kan for eksempel ske ved, at sundhedspersoner samarbejder i teams med og om patienten, så patienten møder de samme mennesker i sit behandlingsforløb – og så man som patient ved, hvem der har det overordnede ansvar. Samtidig skal det sikres, at patienten inddrages systematisk i planlægning af behandlingsforløbet, og at man i den forbindelse ser på helt lavpraktiske løsninger, der kan understøtte dialogen med patienten. For eksempel mangler der i dag ofte viden i journaler om, hvad sundhedspersoner og patienter har talt om, i forhold til hvad der er vigtigt for den enkelte patient og dennes hverdagsliv med sygdom, ligesom der også mangler viden om, hvorvidt patienten har pårørende, der kan støtte, eller om der er pårørende børn.

 

For det andet bør arbejdet med at omsorg italesættes som en central kompetence for alle, der arbejder i sundhedsvæsenet – på tværs af faggrupper og i alle kontakter med patienterne. Det hverken kan eller skal være forbeholdt enkelte faggrupper af yde omsorg for patienterne. Hvordan man arbejder med det i praksis skal selvfølgelig trænes på uddannelserne, men også være et stærkt fokus i efteruddannelserne, så man undgår den aflæring af omsorg, som studier viser, der sker, når nyuddannede møder praksis.

Og for det tredje bør kommissionerne sørge for, at man får klare nationale, regionale og kommunale kvalitetsmål, der fremmer omsorg, som ledelserne kan styre efter lokalt. Det kræver, at man anerkender det, patienter oplever, som valide data, men det er helt nødvendigt, hvis vi skal sikre, at sundhedsvæsenet i fremtiden understøtter patienternes behov. Faktum er, at man styrer efter det, man bliver målt på, så når omsorg ikke værdsættes på niveau med andre målepunkter i kvalitetsarbejdet, er det svært for ledelsen lokalt at skabe forandringen.