×
×

Vi ser frem til en normal hverdag

Sidst opdateret: 
27-01-2022

Det er en glædelig nyhed, at alle coronarestriktioner ophæves 1. februar, og corona ikke længere betegnes som en samfundskritisk sygdom. Samtidigt ved vi også, at man som lungepatient eller pårørende kan sidde med ubesvarede spørgsmål og en bekymring for den fortsat stigende smitte i samfundet. Lungeforeningens formand Torben Mogensen og direktør Anne Brandt har i den seneste tid været i flere medier for at sprede det vigtige budskab om, at det også er vigtigt, at mennesker med lungesygdomme begynder at se frem til en normal hverdag, når restriktionerne ophæves. 

Det skete blandt andet i en artikel fra TV2 Lorry. Her var budskabet fra Lungeforeningen, at også mennesker med lungesygdom bør vende tilbage til hverdagslivet, når restriktionerne fjernes. Det kan ske, da mange i denne patientgruppe er vaccineret med tre stik og flokimmunitet er på vej. Samtidig påvirker den nye corona-variant omikron, luftvejene mere end lungerne, og er derfor knap så farlig som de tidligere varianter.

Læs mere herom i artikel fra TV2 Lorry: Udsatte grupper om ophør af restriktioner: ”Det er for meget på en gang” | TV 2 Lorry

Torben Mogensen var også i BT Live, hvor han svarede på spørgsmål fra læserne. Du kan se BT Live-udsendelsen om corona her.

Lungeforeningens direktør Anne Brandt var i radioen på P1 Orientering (ca. 48 min. inde i udsendelsen), hvor hun opfordrede sundhedsvæsenet til at levere masser af information til blandt andet mennesker med lungesygdomme, så man den vej kan give tryghed og medvirke til en sikker og tryg tilbagevenden til en normal hverdag. Samtidig opfordrede hun til at fortsætte de gode hygiejnevaner og at fortsætte vaccinetilbuddene til sårbare patientgrupper.

Orientering | Danmarks dropper restriktionerne mens Tyskland diskuterer vaccinepligt | DR LYD


Vi sidder klar, hvis du har spørgsmål
I Lungeforeningen afventer vi lige nu og håber på samarbejde med myndighederne om at skabe mest mulig klarhed omkring, hvordan vi som danskere skal navigere i den kommende positive genåbning af vore samfund, særligt i forhold til de sårbare i vores samfund.

Derfor er vores rådgivning selvfølgelig også åben for spørgsmål herom. Vi sidder klar til at give sparring til mennesker, der lever med forskellige lungesygdomme, også i forhold til, hvordan man som lungesyg skal agere i et mere åbent samfund. Herudover opfordrer vi også til at tage dialogen i vores frivillige netværk og i mange grupper på Facebook.

Vi har særligt fokus på, hvordan tiden med isolation har ramt den mentale sundhed hos flere af vores medlemmer, og kan godt forstå en bekymring, når nu samfundet åbnes op i en tid med megen smitte. Derfor opfordrer vi til, at man tager tager de forholdsregler, man finder nødvendigt for at føle sig tryg fx  mundbind fx i offentlig transport, og når man handler ind.
 
Gode råd og anbefalinger, hvis du er i en sårbar position:

  • Brug fortsat mundbind, hvor du finder det mest trygt for dig.
  • Hold afstand
  • Vask hænder ofte, og brug sprit hvis du ikke har adgang til vand og sæbe
  • Undgå håndtryk og kindkys 

Du er til hver en tid velkommen til at kontakte os i Lungeforeningen med spørgsmål omkring genåbningen og Covid-19. 
 

4. vaccinationsstik tilbydes til udvalgte mennesker med stærkt nedsat immunforsvar
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en detaljeret liste over, præcis hvilke mennesker, som er omfattet af tilbud om et 4. vaccinationsstik. Det drejer sig primært om mennesker med svært nedsat immunforsvar, som har en sygdom eller får immundæmpende behandling.

Læs mere om Anbefalinger vedr. 4. stik covid-19 vaccine til personer med svært nedsat immunforsvar på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. 

Hold dig løbende opdateret om corona.