×
×

Coronavaccine: Lungepatienter i øget risiko blandt de første

Lungeforeningen glæder sig over, at regeringen har præsenteret en strategi for udrulning af den længe ventede vaccination mod coronavirus (COVID-19). Få et overblik over, hvad vi ved indtil nu, og hvad det betyder for mennesker med lungesygdomme.

Flere COVID-19-vacciner er meget langt i udviklingen, og de danske sundhedsmyndigheder forventer snart at have én eller flere godkendte vacciner. Torsdag den 27. november fremlagde regeringen sin plan for udrulning af vacciner mod coronavirus (COVID-19).

Helt tilbage i marts har mennesker i risikogruppen fået at vide, at de skulle være de stærke og passe ekstra på sig selv. Rigtig mange lungepatienter har de sidste mange måneder levet mere eller mindre isoleret, så det er meget glædeligt, at de nu kan se frem til at være først i køen, når vaccinerne er klar, lyder det fra læge og formand i Lungeforeningen, Torben Mogensen.  


Mennesker i øget risiko blandt de første
Ifølge Sundhedsstyrelsen forventer man, at vaccinationsindsatsen kan begynde i starten af 2021, måske lidt før. Vaccinationen vil foregå i flere faser, hvor mennesker i størst risiko prioriteres først. Det gælder ældre, mennesker med kronisk sygdom og frontpersonale på sundheds-og ældreområdet. Det drejer sig om ca. 1,5 million danskere, herunder mennesker som lever med en kronisk lungesygdom og er i særlig risiko. Derefter vil resten af befolkningen få tilbudt vaccinen. Vaccinen bliver gratis.

- Helt tilbage i marts har mennesker i risikogruppen fået at vide, at de skulle være de stærke og passe ekstra på sig selv. Rigtig mange lungepatienter har de sidste mange måneder levet mere eller mindre isoleret, så det er meget glædeligt, at de nu kan se frem til at være først i køen, når vaccinerne er klar, lyder det fra læge og formand i Lungeforeningen, Torben Mogensen.  

Vaccinationsindsatsen kommer til at foregå på COVID-vaccinationscentre og ved udgående indsatser i eget hjem ved behov. Læs mere om regeringens vaccinationsplan her


Tager normalt 5-10 år at udvikle en vaccine
Normalt tager det flere år at udvikle en vaccine, så hvordan kan COVID-19 vaccinerne blive udviklet så hurtigt?

- Med COVID-19 vaccinen investerer man en masse ressourcer, som man normalt ikke ville gøre, så man kan gøre det hurtigere. Man har også kunnet gøre det hurtigere, fordi regeringer, blandt andet den amerikanske regering, men også EU, har været med til at investere i de projekter, udtalte Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, i Deadline på DR den 29. november.

Han understreger samtidigt, at de studier, der ligger til grund for vaccinerne er de største, man nogensinde har set med op til 60.000 forsøgspersoner.

 

Hold stadig fortsat fast i de generelle råd
Selvom vaccinerne bliver et stærkt våben i bekæmpelsen af corona, understreger direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, at det fortsat er vigtigt at holde fast i de generelle råd.

- Der er ingen tvivl om, at vi med vaccinerne kan få et meget effektivt nyt værktøj til at kontrollere epidemien. Men vi skal stadig fortsætte med det vi ved virker, spritte af, holde afstand og – det vigtigste – blive hjemme, når vi er syge.

Der er på nuværende tidspunkt flere vacciner mod COVID-19 under udvikling, men endnu ingen, der er så langt, at de er blevet godkendt af lægemiddelmyndighederne. Derfor vil planerne for et dansk vaccinationsprogram mod COVID-19 løbende blive tilpasset og gjort konkrete i takt med, at man får dokumentation for vaccinernes effektivitet og sikkerhed, og information om, hvilke typer vacciner, Danmark får, samt hvor mange og hvornår de bliver leveret.

Se mere om COVID-19 vaccination på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Få sidste nyt om COVID-19. Tilmeld dig Lungeforeningens særudsendelser.

Sidst opdateret: 
Tirsdag, december 1, 2020