×
×

Flere skal kende til symptomer på KOL og gå til lægen

Omkring 320.000 danskere lider af lungesygdommen KOL, men mange af dem ved det reelt ikke. Derfor skal lungekampagnen "Pust liv i hverdagen" fra Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen få flere til at kende symptomerne på KOL og gå til lægen, hvis de gennem længere tid har oplevet dem.


Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen gentager i ugerne 44 - 47 indsatsen "Pust liv i hverdagen". Indsatsen kulminerer på den internationale Lungedag onsdag den 20. november, hvor Lungeforeningen sammen med apoteker, kommuner, læger og hospitaler tilbyder lungetjek til danskerne ved arrangementer i hele landet. Se hvor du kan få et lungetjek her


3.500 dødsfald om året
Hoste, slim fra lungerne og åndenød i mere end to måneder kan være symptomer på den kroniske lungesygdom KOL. Det er en sygdom, som årligt er årsag til mere end 3.500 dødsfald i Danmark.

Det kan have stor betydning for sygdommens udvikling, hvis man reagerer tidligt på symptomerne.

- Har man symptomer, er det vigtigt at reagere og få dem undersøgt, for det er nemt at stille diagnosen, og der er gode muligheder for at blive behandlet. Derudover er der meget, man selv kan gøre for at mindske symptomerne og forbedre livskvaliteten. For eksempel at holde op med at ryge, at være fysisk aktiv og tage inhalationsmedicin. Men det er kun et rygestop, der kan bremse sygdomsudviklingen, siger centerchef Camilla Rathcke.

Lungeforeningen opfordrer sammen med Sundhedsstyrelsen, at alle, der har oplevet symptomer fra lungerne gennem to måneder eller mere, går til lægen og får lavet et lungetjek. Det vil sige en lungefunktionsundersøgelse.

Det er især vigtigt at være opmærksom på symptomerne på KOL, hvis man er ryger eller tidligere har røget, eller hvis man har arbejdet i et erhverv med meget støv, damp eller røg.

- Vi hører ofte, at mennesker med en kronisk lungesygdom først kommer i behandling, når de får meget svært ved at klare hver-dagen på grund af deres vejrtrækningsproblemer. Derfor skal vi finde og behandle kroniske lungesygdomme langt tidligere end det sker i dag. Jo hurtigere du opdager en lungesygdom, jo bedre et liv kan du leve. Lungedagen er en oplagt mulighed for at få tjekket dine lunger, hvis du er det mindste i tvivl, siger Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen.

 

Om "Pust liv i hverdagen"

Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen står bag oplysningskampagnen "Pust liv i hverdagen", som er en del af regeringens nationale lungesatsning. Desuden støtter Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner op om kampagnen.

Læs "Mange danskere ved ikke, de har KOL" på Sundhedsstyrelses hjemmeside.