×
×

Første brugerinddragende hospital

På Aarhus Universitetshospital (AUH) vil man gøre inddragelse af patienterne til en naturlig del af behandlingen. I samarbejde med Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS) og med støtte fra TrygFonden sætter man i dag gang i et storskalaprojekt, der gør Aarhus Universitetshospital til Danmarks første brugerinddragende hospital. Det sker på et kick-off-seminar i Aarhus, hvor de ledende læger og sygeplejersker på i første omgang ni afdelinger bliver klædt på til processen.

De ni afdelinger udgør halvdelen af de omkring 4500 læger og sygeplejersker, der skal arbejde for et bedre og mere patientcentreret sundhedsvæsen.

Hvorfor brugerinddragelse?

Færre fejl, bedre behandling og større patienttilfredshed er et udpluk af de fordele, der er ved at inddrage patienter og pårørende. Alligevel bliver patienterne i Danmark ikke inddraget som en systematisk del af behandlingen.

- Når patienterne bliver sat i første række og selv får indflydelse på behandlingsforløbet, får de enkelte patienter bedre mulighed for at træffe dét valg, der giver bedst mening i deres liv. Og det spiller en vigtig rolle i forhold til behandlingsresultatet. Som sundhedsprofessionel mangler jeg de redskaber, der kan fremme en systematisk inddragelse af patienterne. Derfor glæder jeg mig til at lære nye metoder, der vil gøre det lettere at tage hensyn til den enkelte patient, siger Karen Damtoft Berntsen.

Projektet strækker sig over fire år og er et samarbejde mellem ViBIS, Aarhus Universitet og AUH, som er støttet med fem millioner kroner af TrygFonden. Erfaringerne fra projektet i Aarhus skal senere bredes ud til hospitaler i hele landet.

- I TrygFonden har vi valgt at støtte projektet, fordi vi ved, hvor vigtigt det er at patienter og pårørende bliver brugt som en ressource i behandlingen. Derfor vil vi gerne bidrage til, at de sundhedsprofessionelle får de nødvendige forudsætninger og redskaber til at inddrage patienterne, udtaler områdechef for sundhed i TrygFonden, Mette Meldgaard.

Læs mere på www.vibis.dk eller www.trygfonden.dk