×
×

Folkemøde-fodbold til kamp mod børneastma

Astma, der ikke bliver opdaget i tide, kan få store konsekvenser for et barn. Det giver bl.a. inaktive samt overvægtige børn med sociale vanskeligheder og et højt sygefravær – et sygefravær, der også rammer forældrene. Astma rammer 10 % af børn i skolealderen (ca. 64.000 børn), og 20 % førskolebørn (ca. 73.500 børn) får astmasymptomer.

Som kronisk sygdom koster børneastma samfundet dyrt både menneskeligt og i udgifter. Astma er den hyppigst forekommende sygdom hos børn og årsag til flest indlæggelser på de pædiatriske afdelinger. Ved Folkemødet på Bornholm stiller debatten ”Fodbold på recept” fredag 12. juni 2015 skarpt på løsninger, som kan hjælpe danske astmabørn til et sundt aktivt liv hele livet, fordi de både bliver fundet og behandlet tidligt i livet og hjulpet til et bedre liv med sygdommen.

- Størstedelen af alle børn med astma kan leve et helt normalt liv, hvis tre centrale ting lykkes. De skal diagnosticeres i tide og korrekt. De skal tilbydes medicinsk behandling og bruge den rigtigt. Og ligesom alle andre, skal de dyrke masser af motion, siger Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen, som er medarrangør af debatten.

Gi’ astmaen sparket

En af de mest udbredte misforståelser om astma handler om evnen til at deltage i fysisk aktivitet. Under Folkemødet danner Allinge Stadion derfor rammen om en fodboldturnering, hvor et journalisthold, et DBU-hold og et lungehold alle stiller op til kamp for at sætte fokus på børneastma.

Med på fodbold-lungeholdet spiller bl.a. Søren Stage Andersen, som led af forkert behandlet astma hele sin barndom. Han var en aktiv sportsdreng, men han mærkede også, at hans astma lagde en dæmper på ham, når det blev rigtigt hårdt.

- Da jeg var lille affandt jeg mig med de begrænsninger astmaen satte for mig. Sådan var det bare.

På Bornholm stiller Søren Stage Andersen op til kamp, fordi han i dag ved, at sådan havde det ikke behøvet at være.

- Med den rette behandling burde jeg jo have kunnet alt det, de andre børn kunne. I dag er jeg takket være lægerne på Bispebjerg Hospital velbehandlet og derfor i gang med uddannelsen til politibetjent, hvor jeg fint klarer de fysiske udfordringer.

Særligt fokus på børneastma på vej

I finanslovens sundhedsforlig er der afsat midler til yderligere tiltag på børneastmaområdet i 2016 med fokus på tidlig opsporing, diagnostik og bedre kontrol. Og et fagudvalg under RADS (Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin) har netop offentliggjort en ny behandlingsvejledning til børneastma. I udvalget sad bl.a. seniorforsker og læge fra Dansk BørneAstma Center i Gentofte, Bo Chawes, udpeget af Dansk Pædiatrisk Selskab.

- For at kunne håndtere den enorme udfordring omkring behandlingen af de små astmapatienter, er der behov for en samlet handlingsplan for astma. Handlingsplanen vil sikre, at patienterne får den bedst mulige støtte, vejledning og hjælp. Det bidrager både RADS og regeringens særlige lungesatsning nu til, vi får sat fokus på, siger Bo Chawes.

Debat om børneastma og fodboldturnering arrangeres af Kommunikationsbureauet Kasters A/S, GlaxoSmithKline, DBU og Lungeforeningen.

LÆS MERE
Fredag 12. juni 2015, kl. 10.00-11.00: Debat i MeningsMinisteriet: Fodbold på recept?
Fredag 12. juni 2015, kl. 12.00-13.00: Fodboldturnering på Allinge Stadion: Gi’ astmaen sparket

Kilde: Lungeforeningens argumentationspapir for en national, forpligtende indsats på lungeområdet og www.lunge.dk

KONTAKT
PR- og kommunikationschef i Lungeforeningen, Birgitte Skøtt Lenstrup, mobil 22 56 65 15, e-mail bsl@lunge.dk