×
×

KMD svømmer, cykler og løber penge ind til lungesyge børn

En af Danmarks største it-virksomheder, KMD, donerer 5 kr. for hver km virksomhedens medarbejdere svømmer cykler og løber ved KMD 4:18:4 og KMD IRONMAN 70:3 i Helsingør, og andre stævner rundt om i landet, til BørneLungeFonden.

I den kommende weekend 19.-21. juni 2015 er turen kommet til Helsingør, hvor KMD IRONMAN 70:3, som er en halv jernmand, hvor deltagerne svømmer 1,9 km, cykler 90 km og løber et halvt maraton på 21,1 km på søndag.

Allerede fredag bliver weekenden skudt i gang med motionsdistancen KMD 4:18:4, hvor der svømmes 400 m i Helsingør Havn, cykles 18 km på Nordre Strandvej á to omgange og løbes 2x2 km rundt om Kronborg Slot. Målet er at indsamle så mange penge som muligt til børn med lungesygdomme – mange af dem livstruende.

For tredje år i træk støtter en af Danmarks største it-virksomheder KMD lungesagen, og i år samles der ind til børn med lungesygdomme. Mere end 1.000 børn og unge i Danmark lever med en alvorlig sygdom i lungerne.

Hverdagen for lungesyge børn er præget af indlæggelser og isolation, som rammer hele familien.

- I Børnelungefonden arbejder vi for at gøre en forskel for lungesyge børn og støtte initiativer, der øger livskvalitet og styrker det sociale liv blandt børnene og deres familier. Alle fondens midler kommer fra indsamling og frivillige donationer, og derfor er vi utroligt taknemmelige for alt den støtte vi kan få fra KMD. Det er der hårdt brug for, siger bestyrelsesformand i Børnelungefonden, Søren Houman.

Hver krone gør en forskel

KMD’s medarbejdere vil med svømmehætten, cykelhjelmen og løbeskoene godt spændte gå i gang med at samle masser af penge ind til Børnelungefonden ved KMD 4:18:4 og KMD IRONMAN 70:3, der løber af stablen i og omkring Kronborg i weekenden 19.-21. juni 2015.

- Vi går efter at indsamle så meget som overhovedet muligt ind over de næste 4 måneder ved KMD 4:18:4 og KMD IRONMAN stævnerne over hele landet. Vores medarbejdere er meget entusiastiske omkring deltagelsen og støtten til Børnelungefonden er en ekstra motivation for mange, siger Mikkel Klausen, CSR-chef i KMD.

KONTAKT
Mikkel Klausen, CSR-chef i KMD, 24 28 21 10, mik@kmd.dk                          
Birgitte Skøtt Lenstrup, Kommunikationschef i Lungeforeningen, 22 56 65 15, bsl@lunge.dk   

FAKTA

Om BørneLungeFonden
Børnelungefonden er en selvstændig fond oprettet på initiativ af Lungeforeningen i 2014, hvis formål er at hjælpe lungesyge børn og deres familier til et bedre liv.  Fonden arbejder udelukkende for indsamlede midler.

Fondens formål er at:

  • øge livskvalitet og styrker det sociale liv blandt lungesyge børn og familier via rådgivning, netværk, praktisk hjælp og aktiviteter, hvor børn og familier mødes

  • styrke forskning i tidlig opsporing, diagnostik og god behandling

  • oplyse og uddanne de berørte mennesker (patienter, pårørende), sundhedsfagligt personale og befolkningen i forhold til at passe på deres lunger

Læs mere på www.lunge.dk/boernelungefonden               

Om KMD IRONMAN 70:3
KMD IRONMAN 70:3 er en halv jernmandsdistance, hvor man svømmer 1,9 km, cykler 90 km og løber 21,1 km. KMD IRONMAN 70:3 afvikles ud over i Helsingør også i Aarhus i september og den fulde KMD IRONMAN afvikles i København den 23. august. Man forventer op mod 1.400 deltagere ved KMD IRONMAN 70:3 i år.

Om KMD 4:18:4
KMD 4:18:4 er et motionstriatlon, hvor deltagerne laver en tiendedel IRONMAN. Det vil sige 400 m svømning, 18 km cykling og 4 km løb. Der er stævner i Odense, Aalborg, Helsingør, København og Aarhus. På landsplan deltog mere end 6.000 mennesker i KMD 4:18:4 i 2014, heraf 200i Helsingør. Man forventer en fordobling af antallet i år med op til 400 deltagere til start i Helsingør i 2015.

Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD’s forretning udspringer af egen softwareudvikling. I over 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD’s softwaresystemer i omegnen 400 mia. kroner. Det svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP. KMD’s softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. KMD koncernen har en årlig omsætning på knap fem milliarder danske kroner og har omkring 3.000 ansatte. Læs mere på www.kmd.dk