×
×

Ny rapport om folkesundhed

Når det gælder de største folkesygdomme er der social slagside i 19 af 21 sygdomme, viser ny rapport. Politikerne vil ikke gøre, hvad der skal til, lyder kritikken, skriver DR.dk

De danske hospitaler skulle tage sig af 40 procent færre hospitalsindlæggelser på grund af diabetes, der ville være næsten halvt så mange dødsfald som følge af lungekræft, og halvt så mange ville have KOL, som i dag.

Hvis altså bare, at hele den danske befolkning var lige så lidt syge som den del af befolkningen, der har en lang eller mellemlang uddannelse.

Det viser i følge DR.dk en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen, der kortlægger de mest udbredte sygdomme og de omkostninger, der er ved dem.

Læs hele artiklen Eksperter om ulighed i sundhed: Politikerne skal tage det alvorligt på DR.dk
Læs mere og download rapport om sygdomsbyrden i Danmark

Passer i statistikken

Bent Dichmann har KOL og er tovholder i Lungeforeningens netværksgruppe i Randers. Han fortæller i en artikel på DR.dk om sin situation:

Han er uddannet værktøjsmager og har i mange år arbejdet på fabrik. På den måde passer han rigtig fint ind i statistikkerne. En sygdom som KOL er nemlig langt mere udbredt – og koster langt flere liv – blandt mennesker med ingen eller kort videregående uddannelse, viser den nye rapport, der kortlægger folkesygdomme.

Umiddelbart er den stadig aktive hjemmeværnsmand ikke i tvivl om, hvem der har ansvaret for hans sygdom.

- Det er sgu mig selv, der tænder cigaretten. Jeg ved godt, det er usundt, og jeg har vidst det i hele mit voksenliv. Alligevel sætter man sig bare tilbage og tænder en cigaret mere. Det er mit eget ansvar, siger han til DR.dk

Men Bent Dichmann bliver mindre skråsikker, da han bliver præsenteret for konklusionerne i rapporten. At det står der sort på hvidt, at han og hans omgangskreds alene på grund af deres uddannelsesniveau har langt større risiko for at blive syge af sygdomme som KOL, får ham til at tabe mælet lidt.

- Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til det der. Det kommer bag på mig, at forskellen er så stor. Vi har selv ansvaret, men problemet er jo der, hvor vi starter i livet, siger han i artikel på DR.dk

Læs hele artiklen Kvittede tobakken efter KOL: Gid jeg var stoppet før på DR.dk

Lungeforeningen efterspørger mere målrettet indsats

Lungeforeningen mener, at lungesygdomme konsekvent bør opdages og sættes i behandling langt tidligere end de bliver i dag.

Det er et velkendt faktum, at mænd med kort uddannelse dør i gennemsnit fem år tidligere end dem med længere uddannelse. Desuden er forurenet arbejdsmiljø og udsættelse for fx tobaksforurenet luft i barndommen i kombination med rygning en meget skidt cocktail for lungerne og for sundheden. 

- Sundhedsvæsenet kunne med få, enkle og billige værktøjer forhindre, at lungepatienter, uanset hvor i landet de bor og hvilken uddannelse de har, rammes i livstruende omfang, så de kommer til at blive unødvendigt dyre for det danske samfund, siger bestyrelsesformand for Lungeforeningen, Johannes Flensted-Jensen.

Læs mere
KOL - Kronisk Obstruktiv Lungesygdom
Om Friske Forsyninger
Det gode liv begynder på arbejdspladsen
Lungeforeningens Lokalforeninger og netværk