×
×

Sundhed på arbejdspladserne

Sundhedsminister Nick Hækkerup udmønter nu knap 22 mio. kr. til 14 regionale og lokale partnerskaber, der skal give de ansatte på en lang række arbejdspladser et tilbud om et sundhedstjek. For sundhedsministeren er det et skridt på vejen til at skabe mere lighed i sundhed. Sådan lyder det 27. maj 2015 i en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.

Midlerne er særligt målrettet mænd med korte uddannelser og lav indkomst, der har sværest ved at ændre livsstil. Det kan aflæses på statistikkerne. I gennemsnit lever mænd med korte uddannelser og indkomster i den lave ende 10 år kortere end den rigeste fjerdedel af mænd.

Og det er en ulighed i sundhed, der skal gøres noget ved, mener sundhedsministeren, som derfor nu uddeler knap 22 mio. kr. til en række arbejdspladser, der vil tilbyde diverse sundhedstjek til gavn for deres medarbejdere. 

- Jeg håber, at de forskellige indsatser, som partnerskaberne sætter i gang ude på arbejdspladserne, kan motivere medarbejdere til at leve lidt sundere og dermed forhindre, at de får skavanker og sygdomme, de ellers kunne slippe for. Ofte er det bare små ting, der skal til for at gøre et liv sundere, og det skal vi være med til at hjælpe på vej, lyder det fra sundhedsminister Nick Hækkerup i pressemeddelelsen.


I Lungeforeningen glæder vi os over at være med i to partnerskaber, som modtager støtte fra puljen.

Læs hele Sundhedsministeriets pressemeddelelse Nu bliver sundhden tjekket på arbejdspladserne
Læs også Fem gange partnerskabspulje