×
×

1 million danskere i donorregisteret

1 million danskere i donorregisteret

Lørdag 14. oktober er det den årlige Organdonationsdag, og Sundhedsstyrelsens nyhed om, at 1.000.000 danskere nu har tilmeldt sig i Donorregisteret, er derfor den perfekte optakt til markingen af dagen.

- Vi er meget glade for det arbejde, som frivillige og patientorganisationer laver for at få flere til at tage stilling. Det er virkelig en milepæl, vi når ved at runde det her tal, siger Maria Herlev Ahrenfeldt, der er specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

Siden Donorregistret blev indført i Danmark i 1990, har antallet af registreringer været stigende.

- Nu er vi kommet så langt, men der ligger stadig et stort stykke arbejde foran os. Målgruppen er jo i princippet alle danskere over 18 år, så det er rigtigt mange, vi fortsat skal have til at tage stilling.


Tag snakken med din familie

På Organdonationsdagen og hele ugen op til sættes der fokus på organdonation.

Danskere og organisationer over hele landet skaber dialog og debat om organdonation gennem forskellige initiativer og events.

Årets Organdonationsdag holdes under overskriften ”Tag snakken om organdonation”.

- Vi vil meget gerne have så mange til at forholde sig til spørgsmålet som muligt. Og man kan spare sine pårørende for meget, hvis man får taget snakken om det på forkant, så de slipper for at tage stilling i en i forvejen svær situation for eksempel ved en ulykke, siger Maria Herlev Ahrenfeldt.

 

Hvordan registrerer du dig i Donorregistret?

Du kan registrere din holdning til organdonation i Donorregistret på to måder:

1.Du kan logge ind med dit NemID på sundhed.dk. Du kan altid logge ind igen og ændre eller se din registrering.

2.Du kan udfylde en donorfolder og indsende den til Donorregisteret. Donorfolderen kan fås på dit lokale bibliotek, apotek, borgerservice eller ved lægen.

Læs Sundhedsstyrelsens nyhed

 

Læs mere
Lungetransplantation
Organdonation
Organdonationsdagen