×
×

Kom til symposium: Transplantationer og fremtid

Tag fremtidsbrillerne på og kom med til en spændende eftermiddag, når Rigshospitalet slår dørene op for et nyt symposium TRANSPLANTATIONER OG FREMTIDEN torsdag 11. april 2019, kl. 13-17.


Mød nogle af de førende eksperter på området
Her vil du møde nogle af vores førende eksperter, som tager dig med på en lynrejse gennem transplantationernes historie og giver dig et indblik i den moderne transplantations forunderlige verden. 

Transplantation er et moderne mirakel – et vidnesbyrd om videnskabens og menneskets medicinske og kirurgiske bedrifter, men også et speciale, der har mere end 50 år på bagen i Danmark og er i rivende udvikling i disse år. Vi bliver hele tiden bedre til at anvende ny teknologi og medicin for at få det maksimale ud af de organer, der bliver doneret, alt imens der kommer nye maskiner og kunstige organer på markedet, som på sigt kan revolutionere transplantationsområdet. 

Rigshospitalet zoomer ind på transplantationsområderne og markerer etableringen af et nyt tværgående Videncenter for Transplantationer på Rigshospitalet. Der vil blive fortalt levende om det seneste nye inden for hjerter, nyrer, lunger, lever, bugspytkirtler, hornhinder og knoglemarvstransplantation – og hvad forskningen, maskinerne og nye metoder betyder for de mennesker, der får en transplantation.

Sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling fra Danmarks Radio vil føre deltagerne godt igennem dagens program. Se programmet her.

TILMELDING – TID OG STED 
Rigshospitalet, Auditorium 1, torsdag 11. april 2019, kl. 13-17 – ankomst og let frokost fra 12.30
Symposiet er åbent for alle – skal du sikre dig en plads, så skynd dig at sende din tilmelding til kommunikation.rigshospitalet@regionh.dk