×
×

COP - Cryptogenic Organizing Pneumonia

BOOP - Bronchiolitis Obliterans Organising Pneumonia

Hvad er COP?

COP står for Cryptogenic Organizing Pneumonia og er en sygdom, der påvirker lungerne. COP blev tidligere kaldt for BOOP (Bronchiolitis Obliterans Organizing Pneumonia).

COP er en irritationstilstand (inflammation) af lungevævet og ikke en lungeinfektion (betændelse).

COP kan ramme alle, men folk i alderen 40 til 60 år har størst risiko for få sygdommen. Kun en håndfuld børn har haft COP, og alle havde andre medicinske problemstillinger, såsom transplantationer eller kemoterapi.

Omkring 6-7 ud af hver 100.000 mennesker forventes at udvikle COP.

 

Hvilke symptomer tyder på COP?

COP ligner en virus-betinget lungebetændelse, der står på i flere måneder. De vigtigste symptomer er åndenød og en vedvarende, ikke-produktiv (tør) hoste.

Næsten halvdelen af patienterne vil føle, at de har influenza med feber, træthed, vægttab og generel ømhed og smerter i muskler og led, som ved influenza.

Ved COP er der betændelse i de små luftrør (bronchiolerne) i lungerne og det omgivende væv. Det kan ramme en afgrænset del af lungen eller det meste af lungerne.

 

Hvordan stilles diagnosen COP?

En CT-scanning vil vise skygger på lungerne, og disse skygger aftager ikke ved behandling med antibiotika.

Det er svært at diagnosticere COP. Biopsi (vævsprøve) fra ”skyggerne” på scanningen vil kunne vise, om der er tale om COP og ikke en anden lungelidelse.


Hvad er årsagen til det?

I omkring 50% af alle tilfælde kan der ikke findes en årsag til COP - dette kaldes idiopatisk COP.

Sygdommen er ikke smitsom. Betingelser og omstændigheder, der har vist sig at være forbundet med COP, omfatter:

  • Transplantationer (hjerte-lunge, lunge eller knoglemarv)
  • Infektion med en virus eller usædvanlige bakterier
  • Anti-cancer medicin (fx kemoterapi)
  • Lang-tids brug af antibiotika
  • Nogle bindevævssygdomme (fx. lupus/SLE og leddegigt)
  • Påvirkning af toksiner (gifte) og dampe

 

Hvad er behandlingen for COP?

Hvis behandling startes forholdsvis hurtigt, kan COP behandles hos de fleste.

Hvis man ikke kommer i behandling, vil betændelsen danne arvæv, der påvirker lungernes funktionsevne.

Omkring 65% af patienterne med idiopatisk COP (uden kendt årsag) bliver fuldstændig helbredte.

Patienter med COP på grund af knoglemarvstransplantation har ikke samme gode prognose.

Den mest effektive behandling er prednisolon (binyrebarkhormon). Der er som regel en dramatisk forbedring efter få dage. Andre behandlinger har været anvendt med succes på enkeltpersoner, men yderligere forskning er nødvendig, før disse behandlinger kan anvendes generelt.

 

Netværk for sjældne lungesygdomme

Lungeforeningen har et Netværk for sjældne lungesygdomme, som du er velkommen til at tage kontakt til.

Sundhedsfaglig redaktør: 
Thomas Ringbæk, overlæge, Hvidovre Hospital