×
×

Deadline for indbetalinger til Team Rynkeby Skoleløbet

Deadline for indbetalinger til Team Rynkeby Skoleløbet

Deadline nærmer sig for indbetalinger til Team Rynkeby Skoleløbet

Team Rynkeby Skoleløbet 2018 har været en fantastisk succes indtil videre – nu håber Team Rynkeby Fondens direktør, Carl Erik Dalbøge, også på en fantastisk afslutning på indsamlingen.

Fredagen før påskeferien løb 108.000 danske skoleelever til fordel Børnelungefonden, da de sammen med deres skoler deltog i Team Rynkeby Skoleløbet 2018.

Inden løbet havde eleverne skaffet sponsorater, typisk fra familie og venner der har givet et bestemt beløb for hver omgang, børnene løber.

Og nu er det så ved at være sidste chance for at få indbetalt de penge, som er blevet løbet ind.

Pengene skal være indbetalt via skolens unikke MobilePay-nummer senest fredag 20. april 2018.

- Lærere og elever er gået ind i det her projekt med en helt fantastisk indstilling. Det har været fantastisk at følge afviklingen på de forskellige skoler og se alle de glade mennesker før, under og efter løbet. Nu håber vi også bare, at vi når et indsamlingsresultat, som giver anledning til lige så stor glæde hos de lungesyge børn og deres familier, siger Carl Erik Dalbøge.

 

En sidste indbetalingsbølge

Team Rynkeby-direktøren håber, at alle, der har været involveret i Team Rynkeby Skoleløbet, gør en sidste indsats for at få elevernes sponsorer til at indbetale deres aftalte sponsorat.

- Jeg håber rigtig meget, at der lige kommer en sidste indbetalingsbølge her inden deadlinen. Jeg kan kun opfordre til, at eleverne og deres forældre lige prikker en sidste gang til de familiemedlemmer og venner, der har lovet at give et bidrag, siger Carl Erik Dalbøge.

 

Opbakning gør indtryk

Alle bidrag til Team Rynkeby Skoleløbet 2018 går ubeskåret til Børnelungefondens arbejde med at hjælpe børn med alvorlige lungesygdomme.

70 procent af pengene skal bruges til at finansiere forskning i alvorlige lungesygdomme blandt børn.

Og netop det gør blandt andet indtryk på 12-årige Emma Topbjerg Sørensen, der har den alvorlige og uhelbredelige lungesygdom, cystiske fibrose. Hun deltog i Team Rynkeby Skoleløbet sammen med 100 skolekammerater fra Firehøjeskolen i Vandel.

- Der er enkelte sygdomme, der får rigtig meget opmærksomhed, så jeg synes, at det er rigtig godt, at der er så mange skoler og børn, der har lyst til at støtte op om de lungesyge børn gennem Team Rynkeby Skoleløbet, sagde hun kort inden løbet.

Se eller gense lungesyge Emma løbe for Børnelungefonden i Team Rynkeby News: