×
×

Jens har fået livet tilbage

Det startede med et voldsomt hosteanfald, og herfra gik Jens Walthers helbred alvorligt ned ad bakke, indtil han sad helt stille i en stol og følte, at han langsomt blev kvalt. Biologisk medicin blev et vendepunkt, og i dag har han med egne ord fået livet tilbage.

– Det lyder banalt, men det bedste er, at jeg nu igen kan trække vejret frit og gå en tur med hunden.”

Jens Walther har løbet maraton i Paris, London og Berlin. Men i dag er han lykkelig for, at han kan lufte hunden uden at skulle vælge mellem enten at gå eller at spise morgenmad, fordi kræfterne ikke rækker til mere.

For ganske få måneder siden sad Jens Walther nemlig ret op og ned det meste af tiden på grund af sin astma. En sygdom, der gik alvorligt ned ad bakke.

– Jeg følte, at jeg var ved at blive kvalt i slim, og jeg var så langt nede, at jeg ikke troede, at jeg ville overleve året ud, siger han.

Sygdommen startede i 2020, hvor Jens Walther pludseligt fik et voldsomt hosteanfald. Han gik til sin læge, fik astmamedicin, og fik det kortvarigt bedre. Men lungefunktionen fortsatte med at falde, og godt et halvt år senere kunne lægen konstatere, at situationen var så alvorlig, at Jens Walther måtte forbi hospitalet for at få flere undersøgelser. 

– Jeg hostede konstant, sov ikke, og havde det meget dårligt. På hospitalet undersøgte lægerne, om der kunne være tale om andet end astma, for eksempel allergi. Samtidig fik jeg en intensiv behandling, som gav mig et løft for en tid. Da jeg fik min diagnose, viste det sig, at jeg har en såkaldt non-allergisk svær eosinofil astma, hvor et unormalt højt antal hvide blodlegemer giver en irritationstilstand, der resulterer i, at jeg producerer slim i voldsomme mængder, siger Jens Walther, der fra Nordsjællands Hospital blev henvist til Bispebjerg for at blive udredt yderligere.


Vendepunktet
Lægerne på Bispebjerg Hospitals Lungemedicinske afdeling indstiller ham til behandling med et skræddersyet medicinsk præparat, som Jens Walther får første gang i oktober 2022.

– Jeg får den nye medicin sammen med en stor dosis prednisolon, og det betyder, at min lungefunktion stiger markant. Imens går jeg og krydser fingre for, at det ikke kun er prednisolon, der hjælper. Men efter en måned, hvor jeg dårligt har turdet håbe på, at den biologiske medicin har virket, har jeg stadig en pæn lungefunktion, og jeg producerer meget mindre slim. Så er det, at jeg begynder at hæve armene op over hovedet.

I dag får Jens Walther stadig astmamedicin sammen med den biologiske medicin.

– For øjeblikket kommer jeg hver anden uge på Bispebjerg Hospital for at få en injektion med den biologiske medicin. Det er medicin, som jeg skal have resten af livet, og derfor er næste skridt, at jeg skal kunne give mig selv stikket. Så er det jo godt, at man er gift med en vaccinationssygeplejerske. Nej, spøg til side. Det kan jeg selvfølgelig godt selv, siger Jens Walther og tilføjer:

– Jeg har det nu så godt, at der er påbegyndt en langsom nedtrapning af min astmamedicin. 

 

→  OM JENS WALTHER
67 år, gift med Lone, som er sygeplejerske. To voksne børn.
Har arbejdet som søofficer indtil han blev 60 år.
Siden har han været selvstændig, og udvikler og producerer
fleksible miljøpramme til bekæmpelse af olieforurening til søs. 

Kategori: 
Udgivelsestidspunkt: 
Onsdag, juni 7, 2023