×
×

Årets PFA Brug Livet Fonden støtter lungesyge børn

PFA Brug Livet Fonden støtter ildsjæle, der hjælper andre til at bruge livet. I år er det BørneLungeFonden, der har den glæde at modtage 100.000 kr. plus en indsats fra PFA for at skabe opmærksomhed om børnelungesagen.

Det er femte gang PFA Brug Livet Fonden støtter gode formål. BørneLungeFonden er udvalgt blandt de sager, der fik flest stemmer af brugerne på Brug Livet Fondens hjemmeside.

BørneLungeFondens indstilling blev lagt ud på en hjemmeside, hvor alle har kunnet stemme på børnelungesagen. BørneLungeFonden toppede som nr. to, fik i alt 1.683 stemmer, og blev derfor udvalgt til at modtage kr. 100.000 fra Brug Livet Fonden.

- I BørneLungeFonden arbejder vi for at gøre en forskel for lungesyge børn og støtte initiativer omkring lungebørn, der øger livskvalitet og styrker det sociale liv blandt børnene og deres familier. Alle fondens midler kommer fra indsamling og frivillige donationer, og derfor er vi utroligt taknemmelige for at være blevet udvalgt, siger bestyrelsesformand i BørneLungeFonden, Søren Houman.

Let livet for et lungebarn – støt BørneLungeFonden
BørneLungeFonden er sat i verden for at lette hverdagen for de børn og familier, der er ramt af lungesygdom. For når et lille barn får en alvorlig sygdom, bliver livet også svært for mor og far og søskende. Det sker bl.a. gennem rådgivning, netværk, praktisk hjælp og aktiviteter, hvor børn og familier mødes. Samtidig vil BørneLungeFonden styrke forskning i tidlig opsporing, diagnostik og god behandling.

Lungesygdomme rammer børn og familier lige så hårdt som kræft og hjertesygdomme og i lige så stort et antal. Mere end 1.000 børn og unge i Danmark lever med en alvorlig sygdom i lungerne. Tæller man astma med, rammer det endnu bredere, og hvert femte småbarn og hvert tiende skolebarn har astma.

Høj risiko for infektion og utallige indlæggelser betyder, at familier med lungesyge børn lever isoleret fra den øvrige familie, venner, skolekammerater og kolleger. De mindste børn kan ikke gå i en almindelig institution, mens de unge ikke tåler at leve som deres kammerater. Hele familien lider. Søskende kan fx ikke have venner med hjem. Forældrene har sjældent tid og overskud til sig selv og deres stærkt prøvede parforhold.

- Støtten fra Brug Livet Fonden vil BørneLungeFonden bl.a. bruge til at afholde FamilieCamps for lungebørn og deres familier. Det er der hårdt brug for, afslutter bestyrelsesformand Søren Houman.

Yderligere oplysninger
PR- og kommunikationschef Birgitte Skøtt Lenstrup, mobil 22 56 65 15, e-mail bsl@lunge.dk
Direktør for Koncernkommunikation & Public Affairs Morten Jeppesen, mobil 21 57 83 66, e-mail mjp@pfa.dk           

OM BØRNELUNGEFONDEN
BørneLungeFonden er en nystiftet fond, hvis formål er at hjælpe lungesyge børn og deres familier til et bedre liv.  Fonden arbejder udelukkende for indsamlede midler.

BørneLungeFondens formål er at:

  • øge livskvalitet og styrker det sociale liv blandt lungesyge børn og familier via rådgivning, netværk, praktisk hjælp og aktiviteter, hvor børn og familier mødes
  • styrke forskning i tidlig opsporing, diagnostik og god behandling
  • oplyse og uddanne de berørte mennesker (patienter, pårørende), sundhedsfagligt personale og befolkningen i forhold til at passe på deres lunger

Læs mere om BørneLungeFonden på www.lunge.dk/børnelungefonden

OM PFA BRUG LIVET FONDEN
PFA Brug Livet Fonden støtter op om ildsjæles engagement ved at give økonomisk og faglig bistand til udvalgte sager samt ved at etablere en platform for opmærksomhed til sagerne. Ildsjæle opfordres til at indstille og beskrive deres hjertesager på fondens hjemmeside, hvorefter brugerne kan stemme på sagerne. Blandt de mest populære sager vælger PFA Brug Livet Fondens bestyrelse en eller flere sager, som modtager støtte.

Fondens bestyrelse består af formand Svend Askær, Lederne (formand), professor Bjørn Nørgaard, tidl. formand Gita Grüning, Teknisk Landsforbund og CEO Henrik Heideby, PFA Pension.

Fondens formål:

  • Fonden ønsker at støtte en uegennyttig sag
  • Sagen skal være startet før 1. november 2014
  • Fonden ønsker ikke at støtte sager af overvejende kommerciel, religiøs eller politisk karakter

PFA Brug Livet Fonden er etableret af PFA Pension. Formålet er at støtte ildsjæle, der hjælper andre til at bruge livet. Fonden blev etableret i 2009 med en fondskapital på 3 mio. kroner.

PFA Brug Livet Fonden har de første tre år haft Facebook som ramme for de årlige indstillinger og afstemninger. I 2011 stemte knap 24.000 personer på en af de indstillede hjertesager, og siden var under afstemningen blandt de hurtigst voksende Facebooksider i Danmark. I 2012 blev der indstillet godt 100 sager og fondens Facebookside havde knap 40.000 personer, der fulgte med.

I 2013 lancerede fonden denne side som ramme for indstilling og afstemning af hjertesager. Debatten foregår stadig på fondens Facebookside. Formålet med hjemmesiden er at skabe en ramme, hvor hjertesagerne kan præsenteres og beskrives på en mere overskuelig måde samt at tilbyde personer, der ikke bruger Facebook, at deltage i afstemningen.

Læs mere om PFA Brug Livet Fonden og se de fem vindere.

Spørgsmål vedrørende PFA Brug Livet Fonden kan rettes til: pfabruglivetfonden@pfa.dk