×
×

Godt med en makker

Kvit tobakken med en rygestop-makker
Danmarks Lungeforening har i samarbejde med Københavns Kommune og tre københavnske forebyggelsescentre på Amager, Østerbro og Vanløse, i fire måneder indbudt borgere til café om rygestop.

Ud over at mødes med andre i samme situation, har man haft mulighed for at få en ”rygestopmakker” på rygestopcaféen.

På Amager Forebyggelsescenter har Frank Thorsbo (th.) har haft gavn af sin rygestopmakker Peter B. Larsen (tv.) . De lider begge af KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom). Og de har begge været rygere, Peter B. Larsen fra Islands Brygge i 40 år, Frank Thorsbo fra Sundby i 17 år. Nu har de lagt tobakken på hylden. 66-årige Peter for fem år siden, 70-årige Frank for tre måneder siden. Med hjælp fra Peter.

Læs om makkerparret Frank og Peter i Amager Bladet

Rygestopcaféen er for alle
Alle er velkomne i cafeen. Både for dem, der gerne vil stoppe på et tidspunkt, dem der allerede er stoppet med at ryge og for pårørende og andre, der gerne vil støtte en, der ryger, i et rygestop. Men også for dem, som bare overvejer rygestop eller er nysgerrig på, hvad et forløb med rygestop indebærer.

- Med rygestopcaféen og makkeordningen ønsker vi at hjælpe borgere i København både med forberedelserne op til rygestoppet og med at holde fast. Det kan øge mulighederne for at lykkes, ikke at gå igennem et rygestop helt alene, fortæller projektleder i Danmarks Lungeforening, Mette Gry Münchow.

Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Danmarks Lungeforening og Københavns kommunes Røgfrit København 2025.

- Jeg er glad for, at københavnerne nu kan støtte hinanden i rygestoppet gennem uforpligtende møder i rygestopcaféen. Det er et godt tilbud som supplement til de traditionelle rygestopkurser, siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF).

Rygestopcaféen og makkerordningen giver støtte i processen før, under og efter et rygestop, hvor mange oplever at mangle støtte til at fastholde rygestoppet.

Danmarks Lungeforening arbejder nu for, at konceptet med rygestopcafé og makkerordning kan blive brugt i mange flere af landets kommuner i fremtiden.

Find rygestopcafé med makkerordning
Se adresser og åbningstider for rygestopcafeer på forebyggelsescentrene på Amager, Østerbro og i Vanløse

Læs om
Rygning og rygestop
KOL

Røgfrit København
Danmarks Lungeforenings partnerskab med Røgfrit København