×
×

Jordens første ilt

Jordens første ilt opstod 800 millioner år tidligere end troet.

I et nyt studie konkluderer danske forskere, at Jordens atmosfære har indeholdt oxygen allerede for 3,8 milliarder år siden. Resultaterne åbner for, at evolutionen kan være forløbet anderledes, end vi hidtil har tænkt. Det skriver videnskab.dk

Artiklen forklarer opdagelsen sådan:

Prøv lige engang at trække vejret. Ind. Ud. Du har lige benyttet dig af en lille sjat af den ilt, som omgiver os hele tiden, hver dag, alle steder – en af grundpræmisserne for vores eksistens, som vi oftest tager for givet.

Men ilt var ikke en given faktor i Jordens tidligste år. Faktisk troede man indtil for ganske nyligt, at vores 4,5 milliarder år gamle Jord først fik sin atmosfæriske ilt for 2,2 milliarder år siden. For nyligt blev forskerne klar over, at det formentlig skete allerede for mindst tre milliarder år siden

Nu skal rettelakken findes frem igen. Med et nyt dansk studie skubbes oxygenets tilstedeværelse i atmosfæren yderligere 7-800 millioner år tilbage i tiden. Til for 3,8 milliarder år siden.

Læs artiklen Jordens første ilt opstod 800 millioner år tidligere end troet på videnskab.dk

Kropppen har brug for ilt

Ilt kan ikke altid tages for givet - uanset hvornår den er opstået. Ilt er livsnødvendigt. Hver celle i kroppen behøver ilt for at kunne fungere.

Hvis ilttilførslen standses for en tid, vil cellerne dø. Hjernecellerne overlever kun nogle få minutter uden tilstrækkelig tilførsel af ilt.  

Forskellige lungesygdomme kan påvirke lungernes arbejdsevne og evnen til at transportere ilt over i blodet.

Det betyder, at man ved aktivitet hurtigere bliver forpustet/får åndenød og må nedsætte sit aktivitetsniveau.  

Kroppens reaktion på iltmangel

Når du mangler ilt, stresses hele din krop og mange organer, f.eks. hjerne, hjerte, nyrer og muskler svækkes.

De mest almindelige symptomer ved iltmangel er åndenød, afkræftelse, tungt hoved, svækket hukommelse og koncentrationsbesvær. Det er vigtigt at vide, at åndenød ikke nødvendigvis er ensbetydende med iltmangel.

Læs mere
Kontakt Lungeforeningens rådgivere
Ilt og åndedræt
7 gode videoer med åndedrætsøvelser