×
×

Luft til leg

I en kampagne fra 9.-14.maj 2016 sætter apotekerne sammen med Lungeforeningen fokus på børn og astma.

Luft til leg på apoteket.dk

Børn, der tager deres astmamedicin forkert, kan let blive utilpasse, trætte og vælge fysisk anstrengende lege fra.

Det kan påvirke børnenes hverdag i en kedelig retning. Men sådan behøver det heldigvis ikke at være.

Børn med velbehandlet astma kan nemlig løbe og lege ligesom andre børn.

Den vurdering deler man i Lungeforeningen. Her fortæller Marianne Obed Madsen, som er sundhedsfaglig projektleder i foreningen, at astmabørn sagtens kan leve helt normale børneliv.

- Korrekt behandling af astma er ekstremt vigtigt af to årsager, siger Marianne Obed Madsen.

 - Den ene grund er, at velbehandlede børn kan deltage i fysiske aktiviteter på lige fod med andre børn - det har stor betydning for livskvaliteten. Den anden grund er, at dårligt behandlet astma kan føre til KOL som voksen, siger hun.

Hold øje med plakaten og kom forbi det lokale apotek fra den 9. til den 14. maj 2016, så apoteket kan tjekke, at dit barn tager sin inhalationsmedicin rigtigt.

Gode rutiner er vigtige
Marianne Obed Madsen fortæller videre, at der er flere ting, som det er vigtigt for familier at have styr på, når et barn bruger astmamedicin.

- Det er vigtigt med vejledning, fordi medicinen skal tages rigtig, og så skal familien også sørge for, medicinen bliver taget i det hele taget. Det kræver gode rutiner. Det kunne for eksempel være, at barnet tager sin inhalationsmedicin i forbindelse med tandbørstning. Så er det nemt at huske, og munden bliver skyllet, så man ikke risikerer at få mundsvamp, som ellers kan være en bivirkning, siger hun.

Hun understreger, at forældrene skal engagere sig i at vise barnet, hvor vigtigt det er at huske medicinen, især den forebyggende - også når der ikke er symptomer.

Apoteket kan hjælpe
Apoteket hjælper forældre med at lære børnene at bruge astmamedicinen rigtigt, så der bliver luft til leg og sport med vennerne.

Derfor kan man tage sit barn i hånden og komme forbi med astmamedicinen på sit lokale apotek fra den 9. til den 14. maj 2016, så apoteket kan tjekke, at barnet tager sin inhalationsmedicin rigtigt.

Sundhedsfaglig direktør i Apotekerforeningen, Birthe Søndergaard, er helt enig i, at det er vigtigt, at apotekerne hjælper forældre og børn med at komme godt fra start med deres astmamedicin.

Hun opfordrer også forældrene til jævnligt at tage børnene med på apoteket, så den gode teknik holdes ved lige.

- Børnene skal ikke udvikle dårlige vaner, og den gode teknik skal holdes ved lige. Desuden kan udskiftning af inhalator betyde, at barnet skal suge på en anden måde, siger hun.

Tilbuddet, som kaldets Tjek på inhalation, forgår på apoteket og er et gratis tilbud.

Regeringen har fokus på astma og børn
Børneastma er også helt central i regeringens såkaldte lungesatsning.

Et af formålene med lungesatsningen er at få en tidlig diagnose og udredning af astma hos børn og unge under 18 år.

- Det er bestemt et område, det er godt at have fokus på, fordi det har så stor betydning for livskvaliteten for de berørte børn. Hvis man ikke er ordentligt behandlet, så påvirker det hele familiens livskvalitet negativt både socialt og fysisk, siger Lungeforeningens sundhedsfaglige projektleder Marianne Obed Madsen.

Læs mere
Luft til leg på apoteket.dk
Forskning i børneastma hos Dansk BørneAstma Center (COPSAC)
Astma og børn
Børnelungefonden

Fakta om astma hos børn
• Astma rammer 10 % af børn i skolealderen, og ca. 20 % af småbørn får astmasymptomer
• Astma er den mest hyppige sygdom hos børn i Danmark og almindeligste årsag til akut indlæggelse hos børn, samt den hyppigste årsag til fast medicinsk behandling af børn
• Børn med astma har oftere psykologiske og sociale vanskeligheder, højere skolefravær, samt indlæringsvanskeligheder
• Børn af lavt uddannede forældre har større risiko for at udvikle astma, bliver undersøgt mindre og fastholdes i mindre grad i god behandling
• Børn med astma har højt sygefravær – et sygefravær, der også rammer forældrene

Kilde: Lungeforeningen


Fem tegn på at dit barn kan have astma
• Langvarig, gentagende hoste i forbindelse med virusinfektioner, søvn, grin, gråd, leg, løb
• Vejrtrækningsbesvær, hvæsende eller pibende vejrtrækning i forbindelse med fysisk anstrengelse, vejrskift, røg, parfume eller andet
• Stopper op for at få luft eller trækker sig fra fysisk aktivitet før andre jævnaldrende
• Hyppige luftvejsinfektioner som forkølelse, hoste og lungebetændelse
• Træthed og dårlig trivsel
Hvis mindst 2 ud af de 5 symptomer passer på dit barn, bør du søge læge.

Kilde: Dansk BørneAstma Center og Lungeforeningen