×
×

Nanopartikler skader lungerne

Ingeniøren, 18. juni 2014:

Kun 20 procent af den solbeskyttelse, som sprayes på kroppen, havner på huden. Resten vil hvirvle rundt i luften, hvor man kan komme til at indånde de nanopartikler, som de fleste typer solspray indeholder. Det skriver NyTeknik.se.

Det er blevet populært at anvende nanopartikler af titandioxid i solcreme de seneste år. De beskytter nemlig mod en stor del af UV-spektret og gør, at cremen bliver transparent på huden i stedet for hvid.

Men der er risiko for, at lungevævet tager skade, hvis man indånder de nanosmå partikler. Det konstaterer EU-komitéen for forbrugerbeskyttelse efter en omfattende gennemgang af forskningsresultater, og komitéen varsler et kommende forbud mod denne type solspray.

Også miljøtoksikologen dr. Hanna Karlsson fra Karolinska Instituttet i Solna advarer mod spray, der indeholder nanopartikler:

- Man får en anden slags eksponering, når man indånder partiklerne. Lungerne har et meget stort overfladeareal, hvor de kan optages. Hvis partiklerne så trænger ind i aveolerne, kan det give betændelse, og så er der ikke langt, før de når ud i blodet, siger hun til NyTeknik.se.

Læs hele artiklen "Nanopartikler fra solspray havner i lungerne" på Ingeniøren.dk