×
×

Rekordtal for transplantation

393 kritisk syge patienter fik sidste år indopereret et organ fra en afdød eller levende donor, det største antal nogensinde, viser opgørelse for 2015.

Aldrig tidligere er så mange kritisk syge danskeres liv blevet reddet ved hjælp af en transplantation. En øget indsats for at skaffe flere donorer giver nu for alvor resultat.

Udviklingen kommer efter en generelt styrket indsats på donations- og transplantationsområdet gennem flere år med bl.a. en national handlingsplan og etableringen af Dansk Center for Organdonation i 2008.

Indsatsen har øget fokus på at få identificeret egnede donorer blandt døende på intensivafdelingerne og på at få de pårørendes accept til en donation.

Personalet er således blevet undervist i at tage kontakt til pårørende til donor, som i en meget stor andel af tilfældene vælger at give grønt lys.

Selv om stadig flere vælger at melde sig til donorregisteret, er det således stadig kun en mindre andel af donorerne, som på forhånd har erklæret sig parate til at afgive deres organer.

Ud af de 87 afdøde donorer, som sidste år fik udtaget organer med henblik på transplantation, havde 22 selv tilkendgivet deres samtykke til organdonation før deres død, skriver Berlingske 10. januar 2016.

- Generelt ser vi en meget positiv udvikling, der virkelig er grund til at være stolt af. Men budskabet må også være, at flere bør melde sig til donorregisteret, og at det også er vigtigt, at ældre får taget stilling og tilkendegivet, om de ønsker at være donor. Mange ældre tror måske, at man ikke kan donere, når man kommer op i årene. Men deres organer kan altså bruges til at redde liv, siger centerleder Helle Haubro Andersen fra Dansk Center for Organdonation til Berlingske.

Læs artiklen Transplantation redder rekordmange syge på br.dk

Lungeforeningen: Positiv udvikling
I Lungeforeningen er direktør Anne Brandt glad for udviklingen på organdonationsområdet.

- Det er meget positivt, at vi nu kan se, at de forskellige indsatser omkring organdonation giver resultater. For mennesker, der ikke har andre behandlingsmuligheder end transplantation, og derfor venter på et nyt organ, er ventetiden benhård. Den styrkede indsats på donations- og transplantationsområdet betyder derfor meget for dem, siger Anne Brandt.

Læs mere
Organdonation
Nye metoder skal hjælpe danskerne med at tage stilling
Dansk Center for Organdonation