Så er der lunge-triatlon i Aarhus | Lungeforeningen
×
×

Så er der lunge-triatlon i Aarhus

Printer-friendly version

PRESSEMEDDELELSE:

Vi lever alle af vores lunger og skal holde dem i form. Det ved skuespillere bedre end de fleste, da lungerne er en del af deres professionelle værktøjskasse. Derfor ser en anderledes alliance dagens lys, når et hold af skuespillere fra Aarhus kaster sig ind i kampen for bedre lunger og stiller til start ved motionstriatlonet KMD 4:18:4 i Aarhus lørdag d. 22. juni 2013. De bakkes op af et hold af århusianske læger.

Motion og sunde lunger er et naturligt godt makkerskab. Men sunde lunger er ikke alle forundt. Omtrent 1 mio. danskere lider i større eller mindre grad af astma, KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom) eller af sjældne lungesygdomme.

I samarbejde med KMD 4:18:4 og Lungeforeningen stiller tre Århusianske skuespillere med et stafethold ved motionstriatlonet KMD 4:18:4 i Aarhus på lørdag d. 22. juni 2013. Holdet skal skabe opmærksomhed mod, at danskerne skal passe på deres livsvigtige lunger.

Stafetholdet består blandt andet af skuespillerparret Kirsti Kærn og Bue Wandahl.

- Jeg ser meget frem til at kaste mig i bølgerne for lungerne til KMD 4:18:4 lørdag. Det er vigtigt, at Lungeforeningen arbejder for at bringe viden og forståelse ud om lungesagen. Som skuespiller er kroppen - og ikke mindst de livgivende lunger - det redskab som formidler fortællingen. Vi ville slet ikke kunne klare os uden en sund, smidig og stærk krop - motion og bevægelse har en vital betydning for min præstationsevne, siger Kirsti Kærn.

Også Bue Wandahl ser frem til lørdag.

- Jeg kan kun bifalde.  Den gode fysiske form er altafgørende. Selv cykler jeg flere gange om ugen. Her om sommeren bliver det til rigtig mange kilometer. Det, er jeg ikke i tvivl om, gør en forskel for mit fysiske velvære og mine lunger. Så på lørdag cykler jeg med glæde for den gode lungesag.

KMD 4:18:4 er triatlon for motionister, og distancen svarer til 1/10 iron-distance – hvilket vil sige 400 meter svømning, 18 km cykling og 4 km løb. Kirsti Kærn skal svømme, og Bue Wandahl tager sig af cyklingen. Sidste deltager på skuespillerholdet er Ashok Pramanik, som tager sig af løbet.                    

Opbakning fra lægevidenskaben
De århusianske skuespillere får selskab af seks skarpe specialister fra lægevidenskaben. Det er blandt andet Reimar Thomsen, overlæge og lektor inden for klinisk epidemiologi og lungesygdommes behandling og prognose, der gennemfører alle tre discipliner selv.

- En markering af lungesagen i forbindelse med et motionsarrangement som KMD 4:18:4 er rigtig positivt og sjovt, og samtidig meget relevant, fordi motion er et godt og effektivt lægemiddel for KOL-patienter og andre kronisk syge. Lungesygdomme som lungebetændelse og KOL udgør tilsammen den allerhyppigste årsag til akut indlæggelse på danske hospitaler. Så der er tale om en vigtig sag, som er værd at gøre opmærksom på, siger Reimar Thomsen.

Udover Reimar Thomsen stiller lægerne Lene Pejs Thomsen og Kasper Svendsen Juhl også op i alle tre discipliner. Lene er praktiserende læge og gift med Reimar.

På dagen vil man også se et lægestafethold, hvor læge Lars Kristensen hopper i vandet for lungerne.

- Vi har dagligt kontakt med lungepatienter og pårørende, og ved derfor hvor meget en kronisk sygdom betyder for såvel patienter som pårørende. Vi synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på Lungeforeningen og deres arbejde for lungesagen, siger læge Lars Kristensen, der er en del af et lægestafethold på dagen.

Udover Lars Kristensen består stafetholdet af kollegaerne Niels Lyhne (cykling) og Pernille Hauschildt (løb).

Lungeforening glade for synligheden
Hos Lungeforeningen sætter man pris på, at KMD 4:18:4 giver mulighed for at sætte fokus på lungerne – og hvordan man passer på dem.

- Når mennesker begynder at få åndenød og hoste, så tror de ofte, at det er pga. dårlig kondi. Men en helt enkel lungefunktionstest kan hurtigt afsløre, om man har eller er ved at udvikle en lungesygdom. Hvis en lungesygdom opdages i tide, er der rigtig meget man kan gøre ved det, og fx er fysisk træning én af de ting, som kan forbedre livskvaliteten med en lungesygdom. Det budskab hjælper KMD os nu med at udbrede, og det er vi taknemmelige for, siger Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen.

I it-virksomheden KMD, der er hovedsponsor af KMD 4:18:4 og KMD Challenge, er glade for, at man kan være med til at hjælpe ved at sponserer foreningens deltagelse.

- Vi synes, det er et fantastisk godt initiativ at sætte fokus på en god sag på en sjov og festlig dag i Aarhus. KMD 4:18:4 handler om at få motion og være sammen med venner og kollegaer, og hvis der samtidig kan skabes lidt opmærksomhed mod lungesagen, så er det jo rigtig godt. Vi ser meget frem til dagen og krydser fingre for, at vi også får lidt godt vejr til alle deltagerne og tilskuerne, siger KMD direktør Karen Nielsen.

Om KMD 4:18:4 - presseinvitation
KMD 4:18:4 bliver afholdt i de fire store byer Aarhus, Aalborg, Odense og København. Alle kan deltage, og der kræves ikke specielt udstyr – kun svømmetøj, en cykel, et par løbesko og gå-på-mod.

KMD Challenge-events og KMD 4:18:4 arrangeres af YWC Sports, der har licens fra den verdensomspændende Challenge-familie til at afholde triatlonarrangementer i Skandinavien.

KMD 4:18:4 Aarhus løber af stablen lørdag d. 22. juni 2013 kl. 10.00. Det er anden gang stævnet afholdes i Aarhus. 1400 deltagere har meldt sig til, hvilket er 200 flere end sidste år.

KMD 4:18:4 Aarhus bliver afholdt på og omkring det naturskønne Hørhaven lige ved Aarhus Bugt og Marselisborg Skov.

Læs mere på http://www.kmdaarhus4184.dk/

Pressen er meget velkommen på dagen. Kontakt YWC Sports pressechef Brian Martin Rasmussen, telefon 22 12 02 40, bmr@ywc.dk.

Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD’s forretning udspringer af egen softwareudvikling. I 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD’s softwaresystemer over 400 mia. kroner. Det svarer til cirka 25 % af Danmarks BNP. KMD koncernen har en årlig omsætning på mere end fire milliarder danske kroner og har omkring 3.300 ansatte. KMD er ejet af Advent International samt Sampension. Læs mere på www.kmd.dk

Om Lungeforeningen
Lungeforeningen er en patientforening og en sygdomsbekæmpende forening. Foreningen er over 110 år gammel, og dens oprindelige formål var at bekæmpe tuberkulosen.

Nu har tiderne ændret sig, og i dag er det den brede lungesag lige fra barn til voksen, som Lungeforeningen arbejder for.  Lungeforeningens vision er at skabe et samfund, hvor flere mennesker har sundere lunger – livet igennem.

Lungeforeningen arbejder for lungesagen ved at:

  • Støtte forskningen i lungesygdomme via vores fond
  • Skabe lokalforeninger og netværk til glæde for patienter, pårørende og fagfolk
  • Rådgive patienter, pårørende, fagfolk og andre med interesse i lungesagen
  • Oplyse om lungesygdomme via vores pjecer og andet infomateriale
  • Udbrede nyheder inden for lungesagen gennem vores medlemsblad Lungenyt
  • Lægge pres på beslutningstagere i samarbejde med andre spillere inde for lungesagen
  • Sikre mediebevågenhed, så lungerne får den opmærksomhed, de er berettiget til i samfundet

Kontaktinformation
KMD, pressechef Christoffer Hellmann, telefon 44 60 18 09, mobil 25 29 17 84, che@kmd.dk

Lungeforeningen, pressechef Birgitte Lenstrup, telefon 38 76 00 37, mobil 22 56 65 15, bsl@lunge.dk

YWC Sports, pressechef Brian Martin Rasmussen, telefon 22 12 02 40, bmr@ywc.dk