×
×

Vaccination i efteråret

Sidst opdateret: 
11-09-2023

Risikoen for alvorlig sygdom med influenza og covid-19 stiger med alderen. Derfor bliver alle på 65 år og derover tilbudt gratis vaccination mod begge sygdomme. Det har Danske Regioner netop udmeldt. Det betyder, at alle over 65 år, samt sårbare grupper, kan blive vaccineret mod influenza og covid-19. Vaccinationerne finder sted i perioden fra 1.10.2023 til 15.01.2024. Du kan blive vaccineret på regionale vaccinationssteder og apoteker over hele landet.

De fleste mennesker får et mildt forløb med begge sygdomme, men såvel alder som en række sygdomme og tilstande kan øge risikoen for at få et alvorligt sygdomsforløb med influenza og covid-19, det kan fx være kronisk lungesygdom samt svært nedsat immunforsvar. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver vaccineret, hvis man er i øget risiko for at få et alvorligt sygdomsforløb. Det vil en del lungepatienter være omfattet af.

 

Sådan bestiller du tid til vaccination

Hvis du er 65 år eller derover, vil du i løbet af de næste uger modtage en invitation i Digital Post. Hvis du er fritaget for Digital Post, modtager du en invitation med posten. Når du modtager din invitation, kan du bestille en tid til sin vaccination på www.vacciner.dk. Man kan blive vaccineret frem til 15. januar 2024.

Hvis du er under 65 år og anbefales vaccination, fordi du er i øget risiko for et alvorligt forløb, fx på grund af visse kroniske sygdom, vil du ikke modtage en invitation. Du skal i stedet gå direkte ind på www.vacciner.dk, hvor du fra den 20. september har mulighed for at bestille tid på baggrund af en tro- og love erklæring. Hvis du er i tvivl, om du er omfattet af vaccinationstilbuddet, kan du læse mere på www.vacciner.dk eller på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

 

Pneumokok-vaccinen

Indtil videre er vaccination mod lungebetændelse (pneumokok-vaccinen) ikke omfattet af gratis vaccinationer. Lungeforeningen arbejder på at gøre vaccinen gratis for alle. Dog er vaccinen på nuværende tidspunkt omfattet af tilskud til visse persongrupper. Det betyder, at man får tilskud til køb af vaccinen (klausuleret). Det gælder for patienter med cystisk fibrose, kronisk lungesygdom, samt KOL, eller ved FEV1 på mindre end 40 % af forventet. RS-vaccinen tilbydes på nuværende tidspunkt kun til børn. RS-virus giver hvert år anledning til mange forværringer af Lungesygdomme. Lungeforeningen kæmper derfor for, at patienter med lungesygdomme tilbydes vaccinen gratis.

Vi følger naturligvis op på situation, og melder ud, hvis situationen ændrer sig.