×
×

Valg til bestyrelsen 2015

Vil du stille op som medlem til Lungeforeningens bestyrelse og blive en vigtig del af foreningen? Så har du nu muligheden

Bestyrelsen er et center for ledelseskompetence, der leder, støtter og vejleder den daglige ledelse og fungerer som effektiv sparringspartner. Bestyrelsen skal derfor både kunne bidrage med forretningsmæssige kompetencer og samtidig være i stand til at holde gejsten oppe hos den daglige ledelse.

Bestyrelsen bør, jf. pkt. 6.1. i Lungeforeningens vedtægter, være i besiddelse af komplementære kompetencer, der er relevante for foreningens virke og udvikling. Det kan for eksempel være inden for økonomi, forskning, organisationsudvikling, politisk interessevaretagelse, markedsføring, fundraising, sygdomsbehandling og drift af virksomhed.

Tre pladser i Lungeforeningens bestyrelse er på valg. Er du medlem i foreningen, har du også mulighed for at stille op som kandidat.

Vil du stille op som kandidat?
Ønsker du at stille op til vores bestyrelse, skal du være medlem af foreningen (og have betalt kontingent). Herudover skal du opstille dit kandidatur skriftligt til sekretariatet.

Kandidaturet skal indeholde oplysninger om:

  • Dit navn
  • Din stilling
  • Din motivation for at stille op på ca. 100 ord, der giver et indblik i:
    1. Hvad du kan tilføre bestyrelsen, og hvordan du kan bidrage til, at foreningen når de konkrete målsætninger og dermed vores vision om sundere lunger livet igennem
    2. Hvilken interesse du har i at gøre en forskel på lungeområdet
    3. Hvordan du lever op til foreningens tre værdier – ansvarlighed, engagement og troværdighed
    4. Samt så hvidt muligt være vedlagt et foto af dig, som kan lægges på lunge.dk

Lungeforeningen skal senest have modtaget dit kandidatur seks uger før generalforsamlingen. Det vil sige, fristen er torsdag 7. maj 2015, idet vores generalforsamling finder sted torsdag 18. juni 2015 i Odense.

Som medlem vil du senest fire uger før generalforsamlingen modtage en invitation til generalforsamlingen. Her vil der også stå, hvordan du som medlem kan stemme på de kandidater, der er på valg.

Hvornår kan du se de opstillede kandidater
Fire uger før generalforsamlingen finder sted, det vil sige fra 21. maj 2015, offentliggør vi alle kandidater på lunge.dk sammen med en kort beskrivelse af de bestyrelsesmedlemmer, der ikke er på valg. På den måde vil du som medlem kunne danne dig et samlet billede af bestyrelsens sammensætning, inden du stemmer.

Såfremt der ikke er indkommet minimum tre opstillede kandidater, kan bestyrelsen vælge at supplere med det manglende antal kandidater. Forretningsudvalget vurderer indkomne forslag med henblik på at beslutte, om der er grundlag for, at forretningsudvalget indstiller kandidater udover de indkomne forslag.

Forretningsudvalgets eventuelle indstilling kan blandt andet tage udgangspunkt i ønsket om en bred sammensætning af komplementære kompetencer (fx inden for økonomi, forskning, organisationsudvikling, politisk interessevaretagelse, markedsføring, indsamling, sygdomsbehandling og drift af virksomhed).

Procedurerne er vedtaget af bestyrelsen 4. marts 2014