×
×

Nye danske smittetal bekymrer Lungeforeningens formand

Sidst opdateret: 
21-07-2020

Opdateret 23. juli 2020.

Antallet af indlagte med COVID-19 i Danmark er faldet siden fredag 17. juli, men der er samtidig bekræftet 89 nye smittetifælde, og det bekymrer Lungeforeningens formand og speciallæge i anæstesi, Torben Mogensen. 

På den ene side bliver antallet af personer indlagt på sygehusene mindre og mindre. Der er færre på intensiv og i respiratorbehandling. Det er jo rigtig positivt. Men antallet af nytestede positive siden i fredags er over 80, og det tæller den anden vej. Det synes jeg godt nok, er mange. Det er bekymrende, siger han til Politiken.

Sidste mandag er der i løbet af weekenden bekræftet 91 nye smittede, mens det ugerne forinden har været på henholdsvis 46 og 71.

- Det er alligevel omkring 30 om dagen, og når man ser, hvordan udbrud i andre lande kan udspringe af langt færre, så er det bekymrende tal, siger han.

Man ved på nuværende tidspunkt ikke, hvordan smittetilfældene er fordelt i landet, og ifølge Torben Mogensen kan det være afgørende for, om der kan komme et nyt udbrud eller ej. 

- Det ville faktisk være rart at vide, fordi hvis ikke det er spredt tyndt ud, er det risikofyldt. Der skal ikke ret mange til, før der kan komme et udbrud. 

Ifølge Tyra Grove, der er afdelingschef for Infektionsepidemiologi & Forebyggelse i Statens Serum Institut, er den smittespredning, vi lige nu ser, mest blandt familiemedlemmer og i andre snævre kredse.  

Læs artiklen: Nye danske smittetal bekymrer ekspert på Politiken.dk

Læs artiklen: "Det går altså ikke i den rigtige retning" – her er eksperternes dom over ugens tal på Berlingske.dk


Sundhedsminister kommer med opråb
På baggrund af de nye smittetal kom sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) onsdag 22. juli med en advarsel til danskerne på sin Facebook-profil. Han skrev bl.a. "Måske er det lykkedes så godt, at vi nu er begyndt at slække en smule på de gode vaner, som skal holde virus nede. Det må ikke ske". Ministeren opfodrede samtidig til at holde fast i de fem råd: 1) Hold afstand, 2) vask og sprit hænder, 3) host eller nys i ærmet, 4) undgå håndtryk eller kram og 5) vær opmærksom på god hygiejne. 

- Man må håbe på, at Sundhedsstyrelsen følger udviklingen tæt og kommer med nye vejledninger, hvis det bliver nødvendigt. Nye tiltag kunne eksempelvis være, at vi skal bruge masker/mundbind, som man anbefaler i mange andre lande. Det værste, der kan ske, er, at smitten begynder at sprede sig ustyrligt. Hvis smittetallet fortsætter med at stige, vil det blive svært at inddæmme smitten, sådan som vi i øjeblikket kan, med så få smittede. Antallet af smittede er afgørende for, om vi kan spore smittekæderne og stoppe smitten hurtigt, og på den måde holde smitten i kort snor, lyder det fra formand i Lungeforeningen, Torben Mogensen.


Blusser op i flere lande
Lande som USA, Indien, Israel og Brasilien oplever lige nu, at coronavirussen blusser op, og at det dagligt resulterer i tusindvis af nye smittetilfælde. Ifølge Torben Mogensen, viser det især to ting om den nuværende coronasituation.

- For det første kan vi se, at virussen stadigvæk er voldsomt smitsom. Desuden er der mange steder uden flokimmunitet, så hvis der kommer et udbrud, spredes smitten meget hurtigt, udtaler han sig til Berlingske. 


Danmark bør forberede sig på en anden bølge
På et pressemøde 6. juli meddelte Sveriges socialminister, Lena Hallengren, at regeringen havde besluttet, at relevante myndigheder skal forberede sig på et muligt stort smitteudbrud til efteråret.

Danmark bør gøre det samme, mener Torben Mogensen.

- Det er klart, at Danmark også bør forberede sig på en ny bølge. Vi har haft folk ude at rejse i Europa, og nu kommer de hjem og kan være smittede. Så vi skal hele tiden være klar på, hvad vi gør, hvis der kommer en anden bølge. Det vigtige er at holde fast i, at smitten stadig er her. Det vigtigste er, at vi har taget virussen og forholdsreglerne alvorligt fra start, for hvis man slækker på kravene, kan det blæse op igen

Lungeforeningens formand, Torben Mogensen, har siden COVID-19 brød ud i Danmark, sammen med Nils Strandberg Pedersen, tidligere direktør i SSI, løbende analyseret udviklingen af COVID-19 i Danmark for Berlingske med udgangspunkt i tallene fra de daglige opdateringer.

Læs også Magnus Heunicke kommer med bekymret opsang til danskerne: "Det må ikke ske" på Berlingske.dk

 

FÅ NYT OM COVID-19 I DIN INDBAKKE. TILMELD DIG HER: 

 
 *  Fornavn:
 *  Efternavn:
*   Din e-mail:                            
*   Telefon:
 
 
 

Hvis du oplever problemer med formularen kan du kontakte os på mvl@lunge.dk.

Vi passer selvfølgelig godt på dine data. Læs mere om vores persondata politik her.