×
×

Nyt badge skal minde os om at holde afstand

Med et nyt badge fra Sundhedsstyrelsen bliver det fremover muligt at vise, at man gerne vil have, at andre folk holder afstand, så man bedre kan forebygge smitte med ny coronavirus. Det kan fx være relevant for borgere i øget risiko for alvorlige forløb, deres pårørende, men også hvis man er bekymret for smitte. Lungeforeningen glæder sig over, at foreningens ønske om et officielt badge fra Sundhedsstyrelsen nu er en realitet.

10. maj satte myndighederne den anbefalede afstand til andre mennesker ned fra 2 til 1 meter, men for mennesker, der er i særlig risiko, heriblandt kronisk lungesyge, var og er afstanden stadig 2 meter. Er man i særlig risiko, kan det være umuligt for andre at se, at de skal holde 2 meters afstand.

Lungeforeningen glæder sig over, at foreningens ønske om et officielt badge fra Sundhedsstyrelsen nu er en realitet

- Vi mener, at det er vigtigt, at et synligt signal kommer fra sundhedsmyndighederne, så der bliver tale om ét signal, der er let at afkode. Derfor gik vi tilbage i maj sammen med andre patientforeninger i regi af Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer for, at vi sammen kunne gå til sundhedsmyndighederne og finde den bedste løsning. Vi er meget tilfredse med, at det ønske nu er blevet tilgodeset, lyder det fra direktør i Lungeforeningen Anne Brandt.

Lungeforeningen igangsatte i maj en undersøgelse, hvor medlemmer blev spurgt om deres holdning til at bære synligt signal. Over 75 % af de 500 adspurgte var positive over for at bære et synligt signal.

 

Kan hentes på landets apoteker

Badges skal være lette at få fat i for alle borgere. Derfor kan de hentes gratis på landets apoteker (apoteker med receptekspederende enheder) fra på mandag 12. oktober. 

Mange mindre foreninger, som Lungeforeningen, har ikke webshop, medarbejderressourcer eller midler til porto. Derfor glæder man sig i Lungeforeningen over, at badges er tilgængelige for alle på landets apoteker.

Læs mere her.

Sidst opdateret: 
Torsdag, oktober 22, 2020