Hvad er sarkoidose?

Danmarks Lungeforening har et netværk for patienter og pårørende. Læs mere om Sarkoidosenetværket.

Sarkoidose (staves også sarcoidose og på engelsk sarcoidosis) er en forholdsvis sjælden bindevævssygdom, som næsten altid rammer lungerne. Sygdommen rammer også ofte kroppens lymfeknuder, led, muskler, øjne og hud. Sygdommen ses sjældnere i de øvre luftveje, knogler, spytkirtler, lever, nyrer, hjerte og nervesystem. Sygdommen ledsages ofte af et forhøjet indhold af kalk (calcium) i blodet, det kaldes forhøjet plasma calcium. Sarkoidose er en inflammatorisk sygdom, det vil sige en betændelsesagtig sygdom, hvor der dannes små ansamlinger af betændelsesceller, såkaldte granulomer, i de ramte organer. Ordet granulom kommer af latin og betyder ”lille korn”. Betændelses-ansamlingerne kan kun ses i et mikroskop. Hos patienter med sarkoidose findes de i varierende antal i næsten alle kroppens organer. Omkring 95% af alle sarkoidosepatienter har sygdommen i lungerne.

Årsagen til sygdommen kendes ikke, men der er muligvis en sammenhæng med infektion med visse bakterier eller vira og samtidig en mindre arvelig (genetisk) faktor, idet sarkoidose forekommer hyppigere hos søskende til sarkoidosepatienter. I Danmark er der 400-500 nye tilfælde af sarkoidose hvert år. Sygdommen er lige hyppig hos mænd og kvinder. Det er typisk at få sygdommen i 20-40 års alderen, men den ses også hyppigt hos personer i 60-75 års alderen.  Hos langt de fleste patienter, omkring 85%, går sygdommen over af sig selv.

Hvordan føles det at have sarkoidose?
Ofte er der ingen symptomer på sygdommen og diagnosen bliver tilfældigt stillet ved et røntgenbillede af lungerne. Symptomerne er meget varierende. Eksempler på symptomer kan være: Almen utilpashed, let feber, vægttab, smerter i leddene, rød-blå, ømme pletter på huden, åndenød og regnbuehindebetændelse i øjnene.

Hvordan stiller lægen diagnosen?
Der findes ingen specifik blodprøve- eller gentest som kan bruges til at stille diagnosen sarkoidose. Ved et røntgenbillede af lungerne vil man ofte finde typiske forandringer, som for eksempel forstørrede lymfeknuder omkring lungeroden og luftrøret. Ved blodprøver kan man finde forhøjelse af serum angiotensin-converterende enzym, endvidere kan man finde forhøjet serum interleukin-2 receptor og plasma calcium. Endelig vil den blodprøve, der kaldes sænkningsreaktion, ofte være forhøjet i starten af sygdommen og ved et akut sygdomsforløb, men denne kan også være forhøjet af andre årsager. Vævsprøver taget fra enten forstørrede lymfeknuder eller huden, kan vise granulomer som er ”typiske” for sarkoidose. Det er vigtig at udelukke tuberkulose, idet denne sygdom kan give næsten de samme vævsforandringer som sarkoidose.

Hvordan viser sygdommen sig?
Sarkoidose kan sidde i alle kroppens organer. Den rammer hyppigst: lymfeknuderne ved lungeroden, lungerne, kroppens øvrige lymfeknuder, leddene, øjnene og huden. Hos nogle få patienter optræder sygdommen i de: øvre luftveje, knogler, spytkirtler, lever, nyrer, hjerte og nervesystem.

Patientens indgang til diagnose og behandling afhænger af, hvilke symptomer der dominerer. For eksempel henvises patienter med lungesymptomer til en lungemediciner, patienter med symptomer fra nervesystemet til en neurolog, patienter med hududslet til en hudlæge, patienter med øjensymptomer til en øjenlæge osv. Hos de fleste patienter med sarkoidose er det symptomer i: luftveje og lunger, der er mest dominerende. Derfor bliver størsteparten af patienterne undersøgt, behandlet og kontrolleret i lungemedicinsk regi.

Symptomer
Sarkoidose kan starte som en akut sygdom med: almen svækkelse, træthed, nedsat appetit, vægttab, feber, knuderosen (rød-blå, ømme pletter på huden), smerter og hævelse af de store led og forstørrede lymfeknuder ved lungeroden. Når sygdommen begynder på denne måde, er man ikke i tvivl om, hvornår den er startet. Hos andre patienter kommer sygdommen snigende, og opdages måske først efter flere år, på et tidspunkt, hvor der allerede er opstået forandringer i kroppens organer. Hos disse patienter kan det være umuligt at afgøre, hvornår sygdommen reelt er startet.

 

Sundhedsfaglig redaktør: 
Nils Milman, speciallæge i intern medicin, lungemedicin og allergologi