×
×

Mindeord om Edith og Aase

Det er med stor sorg, at vi med to dages mellemrum har måttet tage afsked med både vores tidligere lokalformand i Sønderjylland, Edith Beck Pedersen og tidligere formand i Alfa-1 Danmark Åse Seidler.  De døde begge efter mange år med fremadskridende lungesygdom.
 

Edith Beck Pedersen

Edith gav, som lokalformand i Lungeforeningens sønderjyske afdeling, en mangeårig og værdifuld indsats for lungesagen.

Hun var med til at starte adskillige netværksgrupper med vedligeholdende træning og var en aktiv tovholder for Café Solskin. I et godt samarbejde med kommuner og hospitaler i Sønderjylland var hendes store engagement og gejst med til både at sætte lungerne på dagsordenen og hjælpe borgere videre efter endt rehabilitering.

Flere gange deltog Edith også i de " Europæiske Lege for Hjerte-og Lungetransplanterede", hvor hun høstede medaljer, og i 2011 modtog hun Sønderborg Kommunes Frivillighedspris.

Med sit gode humør og lyst til at gøre en forskel hjalp Edith i den grad rigtigt mange lungesyge og deres pårørende, som i dag stadig mødes fast med ligesindede.

Edith blev i 1998 transplanteret og fik en ny lunge, som hun levede med i 16 ½ år. Både Ediths rigtige fødselsdag og den nye fødselsdag blev fejret, og Edith var gennem alle årene sin ukendte donor dybt taknemmelig. Edith var gift med Bo Pedersen, som i dag er talsperson i Lungeforeningens landsdækkende netværk Nye Lunger. Sammen har de to voksne døtre.

Edith Beck Pedersen blev 65 år, og døde 1. september 2014. Edith var et livsstykke, utroligt afholdt, og vil blive savnet utroligt meget af mange.

Læs den livsbekræftende artikel om Ediths to fødselsdage 
 

Åse Seidler

Som formand i Alfa-1 Danmark gjorde Åse, fra januar 2000 til januar 2002, en kæmpe indsats for lungesyge og pårørende med Alfa-1 antitrypsin mangel.  

Åse fik i januar 2003 en ny lunge, hvilket gav hende ny energi og overskud til livet.

Hun var en ildsjæl og valgte, efter hun trak sig som formand for Alfa-1 Danmark, alligevel fortsat at engagere sig i Lungeforeningens netværksgruppe i Allerød. Åse var i netværket med til at arrangere spændende oplæg og andre aktiviteter til glæde og gavn for mange.

Åse var derudover også en ivrig fortaler for stavgang og motion i det hele taget, og praktiserede dette så ofte hun kunne.

Hun valgte fokus på livets positive side, fandt ressourcerne frem og lod problemer og ”fejlfinding” fylde så lidt som muligt. Åse var gift med Bjørn Seidler og efterlader sig to voksne sønner.

Åse døde 30. august 2014 og blev 70 år. Åse var et positivt, inspirerende og givende menneske, hun vil være savnet for uendeligt meget godt.

Alfa-1 Danmark blev stiftet i 1995 af Niels Christensen & Mona Krog. Læs mere om foreningen Alfa-1 Danmark

 

Vores tanker går til familierne.