×
×

Kan min mor få ilt i hjemmet?

iltbehandling
Spørgsmål

Jeg skriver på min mors vegne, da vi tænker, at hun måske har brug for iltbehandling i hjemmet.

Hun har KOL i meget svær grad.

Hun døjer meget tit med at få luft og lider ofte af lungebetændelse.

Mit spørgsmål er, hvordan man får tildelt et iltsystem?

Hun har været ved sin læge, som siger, at det er sygehuset, der skal ordinere ilt.
Jeg er meget i tvivl om, hvad hun skal gøre, og kan ikke forstå lægen.

Svar

Svar fra sygeplejersken i Lungeforeningens rådgivning

Det er rigtigt, at det er en specialafdeling, som skal ordinere og bestille ilt.

Iltbehandling gives, når iltværdierne i blodet er for lave.

Det måles med en A-punktur, der er en blodprøve, som tages i håndledet.

Ilt er en behandling for for lidt ilt i blodet, og er ikke en behandling mod åndenød.

Mennesker med KOL kan godt opleve svær åndenød uden, at iltindholdet i blodet er for lavt.

Denne åndenød skyldes det ekstra arbejde, som vejrtrækningsmusklerne laver for at transportere ilt rundt i kroppen.

Formålet med at give ilt er primært at sikre nok tilførelse af ilt til øvrige organer som hjerte, hjerne og nyrer.

Mennesker der har fået ilt, kan opleve, at de husker bedre og er knap så trætte, da hjertet belastes meget mindre.

For at få afklaret om din mor har brug for ilt, skal hun via egen læge henvises til lungemedicinsk ambulatorium.

Her sikrer de også, at hun er i optimal inhalationsmedicinsk behandling.

Det kan også hjælpe din mor, hvis hun kommer til KOL-rehabilitering.

Det er fysisk træning og undervisning om sygdommen, og hvad man selv kan gøre.

Åndenød kan mindskes ved at øge kondition og muskelstyrke.

Ofte ses de bedste forbedringer hos de allerdårligste patienter.

Det kan hendes egen læge også henvise til, eller hun kan spørge i lungeambulatoriet.

Se flere spørgsmål og svar i Lungeforeningens Brevkasse.