Kristian troede ikke, at KOL og motion kunne hænge sammen | Lungeforeningen
×
×

Kristian troede ikke, at KOL og motion kunne hænge sammen

Kristian troede ikke, at KOL og motion kunne hænge sammen
Printer-friendly version

Motion er vigtig for alle, men specielt for mennesker med KOL er motion ekstra vigtig.

Motion til KOL patienter er en realitet. Også selvom mange er skeptiske.

Der findes både rehabilitering og almindelige motionshold hvis du har KOL.

Det er stadig hårdt at gå på trapper. Åndenøden er min evige grænse, men jeg har det godt med at udfordre mig selv. Det nemmeste og farligste for os KOL-patienter er at lade være med udfordre os selv, fordi åndenøden er ubehagelig. Men hvis vi bliver i vores lænestole, fordi vi tror, det er ufarligt, så ender lænestolen til sidst med også at blive farlig. Gennem træning bliver vi i stedet stærkere og mindre sårbare.

Kristian Viltoft, har KOL

Løb 5 kilometer
Kristian Viltoft var også både skeptisk og undrende, da han første gang hørte om løbetræning for KOL patienter.

- Det var på mit træningshold, at nogen begyndte at tale om løbetræning for KOL-patienter. Det kunne jeg slet ikke forstå. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre med en så lav lungefunktion som min?

Kristian er 64 år havde på det tidspunkt en lungeprocent på 31%.

- Det kan ikke lade sig gøre at løbe så meget, medmindre det er efter bussen. Det er jo helt absurd!, sagde han.

TIl gengæld gennemførte han i juli 2014 et fem kilometers løb efter bare 13 ugers træning.

I dag er han er så glad for løbetræningen, at han fortsætter.

 

Nem at lokke

Selvom Kristian tidligere havde været afvisende over for træning, blev hans nysgerrighed vakt forbindelse med lanceringen af Horsens eget KOL-løbeprojekt.

En af løberne fra Horsens havde en lungefunktion på 38 procent.

- Da begyndte det pludselig at ligne noget, jeg kendte fra min hverdag. Jeg besluttede mig omgående for at melde mig til løbeprojektet. Jeg var nok ikke så svær at lokke, siger Christian

og fortætter

- Den regelmæssige træning har hjulpet mig meget, så hvorfor skulle løb ikke kunne gøre det samme? Tænk, hvis jeg blev i stand til noget mere. Jeg var villig til at prøve.

 

Alt eller intet

Kristian har aldrig tidligere været en organiseret sportsmand, selvom han altid har cyklet meget.

Den regelmæssige KOL-træning gav ham en grundform som hjalp i starten af løbetræningen.

I påsken 2014 gik han sammen med en gruppe andre KOL-løbere i gang med intensiv løbetræning.

13 uger senere deltog han i et fem kilometers løb.

Kristian fortæller:

- Det var med nerver på, at jeg mødte op til den første træning. Det var ikke så meget frygten for at få åndenød, for det har jeg prøvet så mange gange før, og jeg ved, at det går over. Det var mere hele tanken om at gå ud på ukendt terræn.

Kristian og de andre startede med at gå i to minutter og så løbe et minut, en frekvens som blev gentaget seks gange.

Han fortæller videre:

- I starten lå jeg med fremme i forreste linje, fordi jeg trænede regelmæssigt, men det ændrede sig i takt med, at vi skulle løbe i længere tid og gå i mindre. Det blev svært for mig at nå at få pusten, men jeg mistede ikke motivationen,
selvom jeg blev udfordret. Hvis projektet skulle have en chance, så skulle jeg også give mig 100 procent, og jeg har da også deltaget i næsten alt træning tilmed de frivillige gange i weekenden. Nogle vil måske påstå, jeg har været lidt frelst.

 

Træt i starten

De første mange uger var Kristian enorm træt efter løbetræningen.

Det var først i de sidste uger af forløbet, at han begyndte at mærke en positiv effekt:

- Jeg har fået trænet mine ben og er blevet bedre til at løbe. Der var et par gange, hvor jeg var sikker på, at jeg havde mødt muren i forhold til åndenød, men med opbakning og et positivt pres fra motionsvejlederne, er jeg alligevel kommet videre. Jeg er blevet stærkere og vil helt sikkert blive ved med at løbe, selvom jeg naturligvis må tage højde for grænser som åndenød og vintervejr.

Kristian bor på anden sal, og det er stadig en udfordring til trods for hans løbetræning.

- Det er stadig hårdt at gå på trapper. Åndenøden er min evige grænse, men jeg har det godt med at udfordre mig selv. Det nemmeste og farligste for os KOL-patienter er at lade være med udfordre os selv, fordi åndenøden er ubehagelig. Men hvis vi bliver i vores lænestole, fordi vi tror, det er ufarligt, så ender lænestolen til sidst med også at blive farlig. Gennem træning bliver vi i stedet stærkere og mindre sårbare.

Lungeforeningen er enige med Kristian, og har du en lungesygdom og har du lyst til at træne med andre, kan du se mere på siden her. Der er altid plads til en mere på holdet.

Foto: Søren Bissinger

Kategori: