×
×

Lungebetændelsesvaccine gratis for alle over 65 år

Sidst opdateret: 
12-06-2020

Fra d. 15. juni 2020, bliver det muligt at få en gratis vaccination mod lungebetændelse, for alle mennesker, som er fyldt 65 år, uanset om du har en kronisk sygdom eller ej.
Tilbuddet om gratis vaccination mod lungebetændelse omfatter fortsat mennesker, der er omfattet af første fase af vaccinationsprogrammet, læs mere her, og som efter vurdering af egen praktiserende læge har brug for vaccinen.
Du kan også læse den komplette liste over, hvem der har mulighed for at få vaccinationen mod lungebetændelser her.


Beskytter vaccinen mod corona-virus?
Vaccinen virker ikke på corona-virus. Men vi ved, at man som alvorlig syg af corona-virus kan udvikle lungebetændelse. Forskningen må vise, om der kan være en effekt på immunforsvaret, som kan være gavnlig i bekæmpelse af corona-virus. Vaccinen kan være forebyggende for tilstødende infektioner med lungebetændelse, hvis man skulle blive smittet med corona-virus.

Corona-virus i sig selv giver ikke lungebetændelse, men lungerne kan klistre sig sammen til det man kalder infiltrater. Når det sker, er der grobund for at en lungebetændelse kan opstå. Har man ikke vaccinen mod lungebetændelse er det en god idé at få den, siger Lungeforeningens formand og speciallæge i anæstesi og intensiv terapi Torben Mogensen.


Hvorfor er vaccine nu gratis?
Normalt skal man betale for vaccinen mod lungebetændelse, men grundet corona-epidemien har Regeringen og Folketinget besluttet at gøre den gratis året ud. Det har man valgt for at forebygge antallet af lungebetændelser, og hermed reducere antallet af indlæggelser på hospitalet grundet alvorlige infektioner som fx lungebetændelse hos i forvejen sårbare mennesker. Det skal ses som et led i at forhindre et overbelastet sundhedsvæsen under corona-epidemien i Danmark.


Hvem skal give mig vaccinen?
Tal med din egen læge om, hvem der kan give dig vaccinen mod lungebetændelse. Vi har kendskab til, at hjemmesygeplejersker og private udbyder også kan være behjælpelige med vaccinen. Ofte vil det være din egen læge, som giver vaccinen mod lungebetændelse. Er du i isolation, eller af andre årsager forhindret i at komme ned til din praktiserende læge, kan du spørge din læge om mulighed for hjemmebesøg. Er du i tvivl om, hvordan du bedst forbereder dig på dit lægebesøg eller samtale, kan du bruge vores guide til at forberede dit lægebesøg.


Hvilken type af lungebetændelses-vaccine tilbydes?
Der findes to former for vacciner for lungebetændelse. Det er den vaccine som hedder Pneumovax (23-valent pneumokok-vaccine), som bliver givet gratis.
Har du fået denne vaccine inden for de seneste 6 år, skal du snakke med din læge om at blive testet for antistoffer i blodet. Det gør man for at teste, om vaccinen stadig er aktiv, og virker som den skal.
Har du fået begge vacciner, kan du også altid ringe og spørge din praktiserende læge, hvordan du skal forholde dig. Læs her for mere information omkring vaccination mod lungebetændelse


Er der bivirkninger ved vaccinen mod lungebetændelse?
Der er ikke dokumenteret nogle alvorlige bivirkninger til denne vaccine. De mest hyppige er hævelse, ømhed og rødmen omkring indstiksstedet, hovedpine, træthed muskelsmerter og feber.  


Kan man mærke forskel på Corona-virus og en lungebetændelse?
Symptomerne på en lungebetændelse kan minde meget om symptomerne på smitte med corona-virus, som er feber, hoste og åndenød. Det er derfor vigtig at være opmærksom på dine symptomer, hvis du bliver syg. Mange har henvendt sig i rådgivningen, til en snak om åndenød og hvad det kan være symptom på og udtryk for. Det kan du læse meget mere om i nyheden ”hvad er åndenød og hvordan føles det?”.

 
En ubehandlet lungebetændelse kan være alvorlig og udvikle sig til pneumokoksygdom, som kan give blodforgiftning og meningitis. Det er derfor vigtigt at du altid kontakter din egen læge, hvis du bliver syg med symptomer på lungebetændelse.

Læs offentliggørelsen fra Sundhedsstyrelsen d. 3. juni 2020  samt bekendtgørelsen og hold øje løbende øje med Lungeforeningens hjemmeside for nyheder.