×
×

Pårørende kan blive syge

Når et menneske rammes af en alvorlig kronisk eller livstruende sygdom, rammes også familien og de nærmeste pårørende. Og alt for mange pårørende bliver selv syge af de belastninger, der følger med at pleje en syg.

Det viser en ny undersøgelse blandt 1.150 danske pårørende, lyder det i en pressemeddelelse fra foreningen Pårørende i Danmark.

”Jeg er utroligt træt”, ”Jeg føler mig magtesløs”, ”Jeg får hjertebanken, hver gang telefonen ringer”, ”Jeg føler en tomhed, som jeg ikke kan forklare”, ”Min ryg blev dårligere af at hjælpe ham med alting”, ”Nu begynder jeg selv at døje med gigt i mine hofter, og det bliver stadig sværere at hjælpe”.

Sådan beskriver danske pårørende deres dagligdag i en ny landsdækkende undersøgelse af pårørendes trivsel. Undersøgelsen viser, at 18 % af de pårørende selv rammes af en kronisk sygdom, men også depression, søvnproblemer, spiseforstyrrelser og stress er nogle af de lidelser, som pårørende til patienter med alvorlig kronisk eller livstruende sygdom oplever som følge af at skulle pleje et nært familiemedlem eller en ven.

Alt for ofte overses den pårørendes behov og helbred i behandlingen og plejen af den syge.


Katastrofe hvis pårørende bliver syg
Undersøgelsen er lavet af den nystiftede forening Pårørende i Danmark. Og hvor mange andre europæiske lande har haft sådanne foreninger i årevis, er det første gang, der etableres en forening i Danmark for pårørende til mennesker med alvorlige kroniske eller langvarige fysiske sygdomme.

Udover at de pårørende selv rammes af kroniske sygdomme, svarer næsten halvdelen (45 %), at de føler sig nedtrykte eller er deprimerede. Og flere end en tredjedel lider af søvnproblemer (38 %) eller udvikler stress (36 %) som direkte følge af livet som pårørende.

- Vi er vant til at se pårørende som en ressource, der hjælper og støtter. Men alt for mange bliver selv syge af de belastninger, det medfører at være pårørende. Det er intet mindre end en katastrofe, hvis den pårørende selv bukker under og bliver syg af at være pårørende: Hvor der før var én diagnose og én syg, er der nu to – og hvem skal da hjælpe dem begge? Samfundsøkonomisk er det også højst uhensigtsmæssigt, når pårørende bliver så belastede, at de ikke længere kan løfte omsorgsopgaven, siger Marie Lenstrup, formand for foreningen Pårørende i Danmark.


Uddannelse af pårørende nødvendig
Undersøgelsen giver dog også et fingerpeg om, hvorfor de danske pårørende føler sig så belastede. 33 % af de pårørende svarer, at de mangler viden om den offentlige hjælp og støtte, de kan få.

Og det er netop noget af det, foreningen gerne vil have rettet op på.

I Lungeforeningen er kender man problematikken omkring den hårde belastning af de pårørende.

- Der skal gøres mere for at drage omsorg for de pårørende, der gør et kæmpe arbejde for at hjælpe og pleje den syge. Som patientforening tilbyder vi både rådgivning og vejledning, men vi ved også, at pårørende har brug for at lære, hvordan de passer på sig selv. Det er en opgave for sundhedsvæsenet og kommunerne, og det sker enkelte steder fx på Frederiksberg Hospital, hvor man i øjeblikket opretter netværksgrupper for pårørende til lungepatienter. Det så vi gerne mere af flere steder, siger Anne brandt, direktør i Lungeforeningen.

Læs mere i Lungenyt, som i maj 2015 bringer et tema om pårørende.

Læs om Pårørende i Danmarks undersøgelse på www.paaroerer.dk

Læs mere
Find gode råd og få hjælp på sinde For dig der er pårørende
Rådgivning