Julie kan godt mærke, at hendes sygdom påvirker hende mere i dag, end den gjorde da hun var yngre.

Ikke så meget fysisk, det er nærmere måden hun tænker på sygdommen, der har ændret sig.

– Det handler ikke så meget om det, at jeg tager medicin. Det har jeg gjort hele livet, og det har jeg vænnet mig til at tage ansvar for. Jeg passer på mig selv.

– Men da jeg for nylig var med i et forsøg med ny medicin, som kun skal tages én gang om måneden, tænkte jeg fx meget over, hvordan det passede med min drøm om at tage et sabbatår efter gymnasiet og rejse. Hvor afhængig er jeg af at kunne skaffe min medicin eller komme til en læge, som ved noget om astma? siger Julie Lomholt-Thomsen.

Den nye medicin gjorde hende træt hele tiden, så den måtte hun droppe. Til gengæld virker den gamle medicin stadig fint, og Julie er sådan set godt tilfreds med sit liv og sine mange venner. Selvom der naturligvis stadig er udfordringer.

Hold afstand til rygning

– Det er træls, at mange af mine venner ryger. De går ud i frikvarteret sammen, og når vi er til fest, kan jeg ikke gå hen til dem i gruppen, som står udenfor med deres cigaretter. Røg har jeg det bare ikke ret godt med. Jeg hoster meget voldsomt, når jeg bliver udsat for det, siger Julie.

Hendes venner er gode til at respektere, hvis hun fx beder om, at de vælger et andet værtshus end det, hvor der bliver røget indenfor. I andre situationer gider Julie ikke bede kammeraterne om særligt hensyn og henlede opmærksomhed på sin sygdom endnu en gang.

– Så må jeg finde på noget andet at lave, slår hun fast.

 

Skal kunne have det sjovt

Nogle gange fungerer det bare allerbedst at være sammen med de af Julies venner, der også lider af astma.

– Vi kan tale sammen på en anden måde. Min veninde fra klassen, som også har astma, er altid forsinket, og når hun kommer og er forpustet, kan vi joke med det. Det skal jo også være til at leve med sin sygdom i hverdagen, og man skal kunne lave sjov med det. Jeg griner meget, når jeg er sammen med de andre unge med astma, jeg kender, siger Julie.

At tale med andre, der har den samme lidelse som hende, er også nemmere end at tale med voksne. Ikke mindst Julies forældre. Selvom hun roser dem for at lade hende selv tage ansvar for sygdom og medicin, kan hendes mor stadig en gang imellem dumpe i.

– Som en dag jeg kom hjem fra en løbetur og stadig stod i løbetøjet, da min mor bekymret spurgte, om jeg nu også havde husket medicinen i dag … Ih altså, mor! Jeg har lige løbet. Det er ikke forbudt at være forpustet, griner Julie.

 

Nogen som forstår én

Julie er ikke helt sikker på, hvad det er, som er nemmere i samtale med andre unge med lungesygdomme.

– Men det handler nok lidt om, at de forstår én, og man skal ikke altid forklare. De kender det godt, og de ved godt, hvad det er, som er irriterende eller som man bliver ked af.

– Voksne, de siger altid noget om, at man ikke skal være ked af det, og så prøver de at finde en måde at løse problemet. Men nogle gange, så vil man bare fortælle om det og høre, at de andre føler med én og forstår én, siger Julie.

Julie og hendes veninde kunne godt tænke sig at møde nogle flere, der kæmper med samme udfordringer som dem selv.

– Lungeforeningen har startet et ungenetværk, og når møderne bliver lagt op på facebook, ser vi og andre unge med astma det også. Og så kan vi deltage og møde hinanden, så vi bliver flere, siger Julie.