×
×

Lungesygdomme IPF bragte mor og søn tættere

Printer-friendly version

Forholdet mellem Ross Adams og hans mor har altid været præget af en følelsesmæssig afstand. En afstand der blev mindre, da moren blev diagnosticeret med den uhelbredelige og dødelige lungesygdom Idiopatisk Pulmonal Fibrose (IPF). 

Jeg er glad for, at vi helt praktisk havde mulighed for at være mere sammen. Vi havde egentlig ikke mange dybe samtaler om hendes sygdom, men vi nød bare hinandens selskab.

I dag fortryder Ross Adams de mange forsømte år, hvor han sjældent havde kontakt med sin mor, og selvom han ikke kan ændre hendes skæbne, kæmper han i dag for at skabe mere opmærksomhed omkring lungesygdommen IPF, da det ofte er en overset lungesygdom. Årsagerne til lungesygdommen er ukendte, men man ved, at den er sjælden, og at den nedbryder det raske væv i lungerne og herved danner arvæv. Derudover ved man også, at den er dødelig. For Ross Adams betød sygdommen, at han kun havde sin mor i fem år, efter hun blev diagnosticeret i 2012.  


Et distanceret forhold
Når Ross skal tale om sin mor, er det med blandede følelser. Mest af alt har han et minde om et distanceret forhold, hvor Ross kun inviterede sin mor på besøg i København én eller to gange om året. 

– Jeg har holdt min mor lidt ud i strakt arm. Hun var en intelligent, stærk og eventyrlysten person, men hun krævede meget opmærksomhed, og det håndterede jeg på det tidspunkt ved at tage afstand til hende, fortæller Ross. 

Da Ross’ mor blev diagnosticeret med IPF ændrede forholdet sig mellem mor og søn sig. Moren havde kort før diagnosen valgt at flytte til København, og da hun blev syg, blev det en anledning til at få det bedste ud af den tid, de havde tilbage sammen. 

– Jeg er glad for, at vi helt praktisk havde mulighed for at være mere sammen. Vi havde egentlig ikke mange dybe samtaler om hendes sygdom, men vi nød bare hinandens selskab, siger Ross, der oplevede sygdomsforløbet som en ny chance for deres relation.  


Et ønske om en tættere relation
Selvom Ross er glad for den tid, de fik sammen, har han alligevel en følelse af skyld for de mange forsømte år og et ønske om, at han havde haft en tættere relation til sin mor.
 
– Når jeg efter hendes død møder bekendte til hende, kan de alle fortælle om den fantastiske person, hun var. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg gerne ville have lært alle hendes sider bedre at kende, lyder det fra Ross, der dog til sidst fik en tættere kontakt og et bedre forhold til sin mor, hvor de ofte grinedte sammen. 

 

Spild ikke tiden
Noget af det, som Ross har lært af sin mors sygdomsforløb, er, at man skal få det bedste ud af den tid, man har sammen – uanset hvilket forhold, man har. Som pårørende til en person med en lungesygdom, ville Ross også ønske, at han havde været en større del af et lunge-fællesskab, hvor personer med IPF og deres pårørende deler viden og erfaringer. 

– Selvom min mor ikke ville deltage i gruppesamtaler eller andre lignende arrangementer, så tror jeg alligevel, det kunne have været godt for os. Mest for at give en følelse af, at vi ikke var alene, siger Ross, der oplevede, at hans mor havde et ønske om at håndtere sygdommen på sin egen måde og ikke lade sig diktere af andres holdninger. 

–  Min mor håndterede situationen ved at gøre ting, der gjorde hende glad. Det betød, at hun brugte meget tid på at rejse rundt i verden og møde nye mennesker. Det har været rigtig godt for hende, og jeg er overbevist om, at det har været med til at forlænge hendes leveår, siger Ross. 

Læs mere om Lungeforeningens Lungefibrose-netværk


England rundt på cykel i kampen mod IPF
Efter sin mors sygdomsforløb har Ross Adams valgt at kæmpe for at skabe opmærksomhed om Idiopatisk Pulmonal Fibrose (IPF), så der gennem forskning kan blive bedre muligheder for at diagnosticere og behandle sygdommen. 

Ross vil i alt indsamle 50.000 kr. ved til foråret at cykle England rundt. Strækningen er omkring 6500 kilometer og vil tage to måneder at cykle. En tur som Ross allerede nu forbereder sig menltalt på at gennemføre, og gennem sit job som cykelreparatør ved Donkey Republic har Ross desuden en masse viden om vedligeholdelsen af cyklen, så den kan holde til de mange timer på landevejen. Til at kickstarte projektet har hans arbejdsplads Donkey Republic allerede doneret 10.000 kr., og bringer ham dermed tættere på målet.  

Læs mere og støt Ross' projekt her. 

Kategori: