×
×

Det gode hjemme-klasseværelse

Når du skal være i skole hjemmefra via robotten, er det vigtigt, at du har et godt hjemme-klasseværelse. Her har du nogle tips til, hvordan du kan skabe nogle gode rammer for skolearbejdet derhjemme.  

Gode råd til dig, der er elev

  1. Indret en god plads til skolearbejde
    ​Når du skal være i skole hjemmefra, er det vigtigt, at du sidder godt. Sørg for at du sidder ved et bord og med en stol, som er godt at arbejde ved. De dage hvor energien ikke helt er der, kan du også overveje om sengen eller sofaen er den bedste arbejdsplads.
  2. Ro
    Det er også vigtigt, at du kan sidde roligt og uforstyrret. Du kan også benytte øretelefoner eller AirPods. Sørg for at der ikke er forstyrrende elementer såsom et tændt fjernsyn eller musik i baggrunden.
  3. Internetforbindelse
    Sørg for at du sidder i et rum, hvor der er god internetforbindelse.
  4. Belysning
    Det er vigtigt, at du sidder et sted, hvor der er en god belysning. Rummet må ikke være for mørkt og undgå særligt at sidde foran et vindue, så der opstår modlys. Når din lærer og klassekammerater kan se dig tydeligt, får du en bedre kontakt til dem.
  5. Vær klar til undervisningen
    Sørg for at have papir, blyanter, bøger, computer og hvad du eller får brug for klar i nærheden, inden undervisningen begynder.
  6. Skærmdeling
    Når du deltager i undervisningen via en telepresence-robot, kan du opleve, at du enten har brug for hjælp fra din lærer, at vise dit arbejde, eller skal samarbejde med nogle af dine klassekammerater om et dokument i gruppearbejde. Dette kan du gøre via skærmdeling. Du finder her en guide til, hvordan du deler skærm med din lærer og dine kammerater.
  7. Husk pauser!
    Det kræver ofte mere energi at være med på en skærm, end ved fysisk tilstedeværelse. Derfor er det vigtigt, at du holder pauser.

Gode råd til dig, der er forælder

  1. Hjælp dit barn med at sikre det gode hjemmeklasseværelse. Sørg for at dit barn har en god arbejdsplads, og at der er ro omkring barnet.
  2. Vi anbefaler, at du som forælder, kun er i nærheden i det omfang, hvor det er nødvendigt, fx når der logges på robotten. Barnets behov for hjælp fra dig som forælder, afhænger selvfølgelig af barnets alder mv. Hvis der er behov for, at du er til stede i lokalet, er det en god ide, at du markerer til læreren, at du er til stede, fx ved at vinke hej over skærmen.
  3. Husk at lyden går begge veje. Det vil sige, at klassen også kan høre støj fra køkkenet, samtaler og onlinemøder i nærheden.
  4. Nogle lærere og forældre synes, at det er rart, at man mellem skole og hjem laver en fælles aftale om tavshedspligt. Derfor har vi har lavet et udkast til en aftale om tavshedspligt, som ligger her
Sidst opdateret: 
Torsdag, februar 24, 2022