×
×

Røgfri fremtid

Røgfri fremtid

Hver dag lærer 40 børn og unge at ryge. Skal kurven knækkes, er der er brug for at tænke nyt. Det gør Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden med partnerskabet ”Røgfri Fremtid”.

Målet er, at ingen børn og unge ryger i 2030. Og 85 procent af danskerne bakker op om målsætningen.

- Ingen af de børn jeg har spurgt, har lyst til at ryge. Alligevel har jeg læst, at der hver eneste dag er 40 af de store, der starter. Så hvorfor gør I ikke noget?

Sådan spørger en lille dreng i en kampagnefilm fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden. Filmen var startskuddet til "Røgfri Fremtid", et partnerskab, der med nye metoder vil gøre op med det faktum, at 40 børn og unge hver dag begynder at ryge.

- Når så skræmmende mange unge begynder at ryge, skyldes det ikke mangel på oplysning. Alle ved, at rygning er usundt. Der mangler handling. Og vi har rent faktisk muligheden for at skabe den første røgfri generation i Danmark, hvis vi vil. Det kan være svært at stoppe med at ryge, så lad os sammen gøre det svært at starte, siger Leif Vestergaard, direktør i Kræftens Bekæmpelse.

I Lungeforeningen bakker man op om Leif Vestergaards ord og bidrager som partner i Røgfri Fremtid.

Røgfri Fremtid blev lanceret 31. maj 2017 med kampagnefilm på sociale medier, aktiviteter hos partnere og events over hele landet.

Det var samtidig dagen, hvor hele verden markerede WHO's årlige World No Tobacco Day, og det var naturligvis en meget velvalgt dag til lanceringen, mener Lungeforeningens direktør Anne Brandt:

- Det er nu slaget skal vindes, siger hun.

Målet for Røgfri Fremtid er, at ingen børn og unge ryger i 2030. Det handler ikke om dem, der allerede ryger, men om ikke at give tobakken videre til vores børn.

 

Befolkning og civilsamfund bakker op

Ifølge nye tal fra rapporten ’Forebyggelse ifølge danskerne’ bakker 85 pct. af danskerne op om den ambitiøse målsætning. Opbakningen går på tværs af politiske skel og ligger på mindst 80 pct. i alle politiske partiers vælgergrupper.

En lang liste af kommuner, skoler, butikskæder, sundhedsfaglige organisationer, patientforeninger og mange andre er allerede partnere i Røgfri Fremtid. Fælles for dem alle er ønsket om ikke at give tobakken videre til vores børn og børnebørn.

- Det er nu, vi skal handle, hvis vi vil sikre, at dem, der er små børn i dag, ikke begynder at ryge, når de vokser op. Og vi behøver ikke bare vente på politikerne. Hvis vi viser, at vi er mange, der vil det samme og går nye veje, er det absolut muligt at skabe en røgfri generation, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.


Alle kan være med

Røgfri Fremtid vil inspirere alle til at gøre en indsats, der hvor de kan. Ryg ikke, når der er børn til stede. Gør skolerne røgfri. Sælg ikke tobak til unge under 18 år. Tiltagene kan være små eller store, men alle er de skridt på vejen mod den første røgfri generation.

Se mere på www.røgfrifremtid.dk og www.facebook.com/RoegfriFremtid