×
×

Gunhild har moderat KOL og træner efter arbejdstid

Hvad gør man, når man har moderat KOL, stadig arbejder, gerne vil have motion og ikke har lyst til at gå i fitnesscenter? 63-årige Gunhild fra Horne i Vestjylland valgte at tage initiativ til at starte et lungehold.

De tilbud, som allerede eksisterede, var for pensionister og om formiddagen. Der var ikke hold for os, der stadig går på arbejde. 

Klokken er 18 og i Horne Gymnastik og Fitness er lungeholdet trådt ind i træningslokalet. I alt er der 10 deltagere tilmeldt og i aften har to mænd og fire kvinder fundet vej gennem regn og rusk.

Helt tilfældigt er det ikke, at deltagerne møder op på Lungeholdet i Horne uge efter uge. Holdet startede i maj 2018. Gunhild havde reageret på en mail fra Lungeforeningen om et netværk i Nr. Nebel og fik at vide, at Varde Kommune gerne ville oprette et netværk i Horne og Ølgod. Der var blot brug for en frivillig tovholder, og Gunhild valgte at melde sig på banen.

Tidligere havde Gunhild gået lange ture, som egentlig var en ”erstatning” for at ryge. Hun havde, som hun selv siger, røget de cigaretter, hun skulle ryge gennem 38 år, og var heldigvis stoppet i 2006 – fire år før hun fik konstateret KOL. Som det sker for så mange andre, der stopper med at ryge, tog Gunhild på i vægt, og det ville hun gerne gøre noget ved.

Derfor tog Gunhild initiativ til lungeholdet.

– Jeg har også prøvet at gå i et fitness, men hvis jeg virkelig gik til den, lød jeg jo som et damplokomotiv, og det brød jeg mig ikke om, siger hun.

 

Mennesker mødes

Tilbage på lungeholdet er de seks deltager i fuldt sving med hvert deres individuelle program, som en fysioterapeut har hjulpet dem i gang med. De går i roligt tempo fra station til station. Bruger blandt andet håndvægte, stepbænk, romaskine og kondicykel.

De går til den, puster lidt og pulsen kommer op. Konkurrence og kommentarer til de andres indsats sker kun i en drillende og meget kærlig tone. De ved alle, hvorfor de er her. Derfor er der også plads til hyggesnak undervejs.

Og det med ”Mennesker mødes” betyder noget. I hvert fald for Gunhild.

– Det betyder noget, at det er et hold. Jeg har simpelthen ikke styrken til at komme afsted alene. Nu er det jo så også mig, der har kortet, så vi kan komme ind i lokalet, siger hun med et smil.

 

Sikker på, at motion gør en forskel

Da Gunhild startede lungeholdet, havde hun en klar holdning til, at træningen skulle foregå i aftentimerne.

– Fordi de tilbud, som allerede eksisterede, var for pensionister og om formiddagen. Der var ikke hold for os, der stadig går på arbejde. Og så tror folk jo, at hvis man har KOL, så er man mellem 80 og skinddød, men vi er jo mange, som er meget yngre, siger Gunhild.

I dag er Gunhild 63 år og arbejder stadig som alternativ behandler og tilbyder blandt andet zoneterapi. Hun fik konstateret KOL allerede som 55-årig.

Men hvad med lungefunktionen?

– Den er et sted i 60’erne, og det har den været, siden jeg i 2010 fik konstateret KOL, siger Gunhild og fortsætter

– Jeg er sikker på, at motionen gør en forskel. Jeg kan mærke, at jeg har en bedre kondition, når jeg går op ad trappen derhjemme. Og jeg går faktisk op og ned ad den trappe en del gange om dagen.

Det er vanskeligt at undgå at bemærke, at Gunhild gør en del for at have det godt på trods af sin lungesygdom, hvilket fører til spørgsmålet: Har man selv et ansvar for, hvordan man har det, når man får en kronisk sygdom? Prompte lyder det fra Gunhild:

– Ja, det ved gud, man har.

Læs mere om Horne netværksgruppe her

Læs flere personlige historier fra andre, der lever med en lungesygdom

Kategori: