×
×

Ny landechef for Team Rynkeby vil sætte turbo på indsamlingen af penge til lungesyge børn

Jesper Bjerg er ny landechef for Team Rynkeby – en position, som hans hjerte banker for. Han har nemlig selv været frivillig på Team Rynkeby i flere år og har oplevet en stor glæde ved at gøre noget for andre – sammen med andre. Han ser frem til et frugtbart, langsigtet samarbejde med Lungeforeningen og Børnelungefonden, så der kan samles så mange midler som muligt ind til børn med alvorlige lungesygdomme.

Da Jesper Bjergs to børn var flyttet hjemmefra, fik han tid tilovers og fik lyst til at investere noget af den tid i noget meningsfuldt. Derfor meldte han sig som frivillig til Team Rynkeby. – Det blev starten på store oplevelser, som har gjort mit liv rigere, og som jeg er utrolig glad for nu at have mulighed for at kunne arbejde fuld tid med, fortæller han.

I 2016 mødte Jesper Ditte og Michael, der havde meldt sig som frivillige for at cykle med til Paris. Parret har et barn, Victoria, med en lungesygdom, og det gjorde stort indtryk på ham at høre om deres hverdag.

– Dér gik det virkelig op for mig, hvad det vil sige at have et alvorligt sygt barn i familien. Den kamp, de kæmper hver dag, kan på ingen måde sidestilles med at være frivillig i Team Rynkeby. Når man på den måde får indblik i sådan en families udfordring, bliver de penge, vi samler ind for at støtte familier som Ditte og Michaels, endnu vigtigere, end de kan synes, når man ’bare’ melder sig som frivillig, fordi man ser det som noget umiddelbart meningsfyldt at deltage i Team Rynkebys arbejde.

Børn skal ikke være syge – de skal lege, og det kan mere forskning være med til at sikre.

Landechefen glæder sig over, at flere tusinde mennesker ønsker at gøre en forskel for syge børn. Han oplever en stærk energi og glæde blandt de frivillige. Sådan har han det også selv. – Jeg var slet ikke klar over, at det at hjælpe andre på denne måde villekomme til at betyde så meget for mig. Det gør mig glad at vide, hvilken forskel vi kan gøre med de penge, der samles ind.

Skoleløbet er en god mulighed for at lære børnene om kritisk sygdom og om, hvor vigtigt det er for os at kunne trække vejret.

Børn lærer om åndedræt og at hjælpe andre
I 2015 startede Team Rynkeby Skoleløbet under overskriften ’børn løber for børn’. Pengene fra Skoleløbet går direkte til Børnelungefonden. Aktuelt deltager 300 skoler. Idéen med Skoleløbet er at give eleverne en oplevelse af, at de kan være med til at gøre en reel forskel for børn med alvorlige sygdomme ved at gøre noget aktivt sammen med andre børn.

– Vi kan gøre en stor forskel, men vi kan ikke løfte alene, siger den ambitiøse landechef, der ser et stort potentiale i Team Rynkeby Skoleløbet. Landechefen håber, at endnu flere skoler vil melde sig i år og fremover.

– Der findes over 1000 folkeskoler og over 500 friskoler i Danmark, så der er plads til, at mange flere deltager. Skoleløbet er en god mulighed for at lære børnene om kritisk sygdom og om, hvor vigtigt det er for os at kunne trække vejret.

Det er også vigtigt at få fortalt børn, om dem de hjælper ved at deltage i løbet: Børn, som har en sygdom, der gør det svært for dem at trække vejret. Landechefen glæder sig til at arbejde sammen med Lungeforeningen og Børnelungefonden, så mange flere får kendskab til børns lungesygdomme.

– Børn skal ikke være syge – de skal lege, og det kan mere forskning være med til at sikre. I 2020 blev Team Rynkeby Skoleløbet aflyst på grund af coronapandemien og erstattet af Team Rynkeby Hjemmeskoleløbet, hvor familier og børn i stedet løb hjemme fra bopælen og alligevel fik samlet penge ind. Det resulterede i en donation til Børnelungefonden på 619.059 kr. 

Tags: 
Sidst opdateret: 
Torsdag, marts 10, 2022